Børnelægernes BørneTIPS skal hjælpe forældre til bedre at kunne vurdere deres syge børns symptomer. Med tydelig kommunikation i øjenhøjde giver en række korte film konkret vejledning til, hvad man skal gøre, hvis ens barn f.eks. har feber eller kaster op. Filmene er lavet i samarbejde mellem frivillige børnelæger og Region Hovedstaden.
Som forældre kender man det godt. Ens lille barn er blevet syg, og man er tvivl om, hvad man skal gøre. Skal man vente og se tiden an, eller skal man ringe til vagtlægen eller akuttelefonen? Eller skal man måske endda ringe 1-1-2? Den tvivl skal Børnelægernes BørneTIPS hjælpe med at afklare. Korte informationsfilm på den nyudviklede hjemmeside børnelægernesbørnetips.dk giver forældre et overblik over akutte symptomer og giver konkrete råd til, hvordan man skal forholde sig, hvis ens barn får symptomer på sygdom.
– Det vigtigste er, at vi kan hjælpe med at skabe tryghed hjemme hos familierne, når et barn bliver syg. Jeg synes, at der har manglet klar kommunikation i øjenhøjde, som er til at forstå og som er en konkret hjælp til forældrene i en svær situation. Det kan Børnelægernes BørneTIPS. Det kan være stressende og kaotisk at tage på hospitalet med et barn, og ingen har interesse i, at børn kommer på hospitalet, medmindre det er nødvendigt, siger Morten Schrøder, børnelæge på Rigshospitalet og talsperson og en af initiativtagerne til Børnelægernes BørneTIPS.
En god idé
Sammen med en lille gruppe andre børnelæger henvendte Morten Schrøder sig til Region Hovedstaden med den gode ide til Børnelægernes BørneTIPS, og efter et møde med regionsrådsformanden blev det politisk besluttet i budgetaftalen for 2020, at de kunne få penge til projektet. TrygFonden har også tilført midler, og filmene er nu klar til at komme ud i hjemmene og hjælpe familierne.
– Jeg er selv mor og ved, hvor utryg man kan føle sig, når ens barn bliver syg. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi hurtigt kunne beslutte at støtte det fremragende initiativ, som jeg er sikker på, vil være en stor hjælp i mange hjem fremover. Vi har et særligt ansvar overfor børn, og Børnelægernes BørneTIPS er en fantastisk nytænkning af, hvordan vi skaber et trygt og menneskeligt sundhedsvæsen. Og så vil jeg gerne give en særlig ros til de frivillige børnelæger, der har båret projektet frem, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).
Flere børn i sundhedsvæsnet
De senere år er der kommet et stigende antal børn gennem sundhedsvæsenet. De mange børn med fredelige symptomer i børnemodtagelserne er uhensigtsmæssige både for familierne og for sundhedsvæsenet. Først og fremmest for de enkelte familier, der udsættes for unødvendige og stressende ture til hospital. Men også fordi børnelægerne får mindre tid til at hjælpe de børn, som faktisk har brug for medicinske undersøgelser og behandling på hospitalet.
Vejledning ved hånden
Børnelægernes BørneTIPS er danske børnelægers bud på at skabe mere tryghed og klarhed for forældre med syge børn i alderen 6 mdr. til 12 år. Det er et nationalt tiltag bestående af korte film og informationsark, som forældre kan se på deres smartphone. Det giver forældrene et overblik over akutte symptomer og vejleder dem når deres børn er syge. Filmene handler om symptomer relateret til cirka 80 pct. af al akut opstået sygdom hos børn.
Film og faktaark
- Røde øjne
- Ondt i øret
- Opkast og diarré
- Ondt i maven
- Ondt i halsen
- Feber
- Vejtrækningsbesvær
- Udslæt
Fakta:
- Bag Børnelægernes Børnetips står børnelæger fra hele landet og andre speciallæger. Budskaberne er udviklet i samarbejde med Akutberedskabet, Region Hovedstaden, Dansk Pædiatrisk Selskab og organisationen Børneliv.
- Budskaberne bakkes op af sundhed.dk, Læge- og patienthåndbogen, Komiteen for Sundhedsoplysning, Mødrehjælpen, samt Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet.
- Indsatsen er finansieret af Region Hovedstaden og TrygFonden.