Sundhedsstyrelsen har opdateret vaccinationskalenderen. Kalenderen bliver opdateret en gang om ugen på baggrund af de seneste prognoser og forventede vaccineleverancer fra producenterne. Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

I denne uges opdatering er der taget hensyn til, at BioNTech-Pfizer vil levere færre vacciner end aftalt.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

På kort sigt forventes det nu, at de første borgere i målgruppe 3, som er 85 år eller ældre, kan blive vaccineret efter weekenden. Den helt store andel af de ældste, som endnu ikke er vaccineret, vil få tilbud om vaccination i uge 7 og 8.

”Vores absolut primære fokus er, at få vaccineret vores ældre og øvrige mest sårbare. Og med det begrænsede antal vacciner, som vi råder over lige i øjeblikket, er der ikke plads til at påbegynde vaccination af andre grupper,” siger Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.

Meldingen om færre doser end aftalt fra BioNTech-Pfizer, som belyst i sidste uges opdatering, betyder, at Sundhedsstyrelsen fortsat må prioritere endnu skarpere end hidtil. Det betyder, at genvaccination af borgere, som bor i plejebolig samt borgere over 65 år, som både modtager praktisk hjælp og personlig pleje, bliver prioriteret før det senest vaccinerede sygehuspersonale, som derfor kan forvente at få udskudt revaccination et par uger. Dette følger Sundhedsstyrelsens faglige retningslinje for brug af BioNTech-Pfizer-vaccinen, hvor genvaccination kan gives op til 42. dag efter første stik. 

”Vi er klar over, at der er personale ude på vores sygehuse og på vores plejehjem, som hver dag går på arbejde, og dermed er udsat for en større risiko for smitte end de fleste andre. Derfor ligger de også højt på prioriteringslisten over, i hvilken rækkefølge vi skal vaccineres. Men lige nu står vi desværre i en situation, hvor vi ikke har de vacciner, som vi var blevet lovet. Det betyder desværre, at sygehus- og plejepersonale må vente lidt længere”, siger Søren Brostrøm.

Det forventes, at de danske sundhedsmyndigheder fra uge 6 kan tilbyde endnu en vaccine i programmet. Firmaet AstraZeneca har anmodet om at få godkendt deres vaccine i det europæiske lægemiddelagentur EMA den 29. januar, og forventningen er, at vaccinen vil blive godkendt og altså blive leveret til Danmark kort tid efter.

Sundhedsstyrelsen forventer fortsat, at der er tilbudt vaccination til alle i Danmark, der er godkendte vacciner til, ved udgangen af juni. I prognoserne er der taget højde for mindre udsving, men det er vigtigt at understrege, at der netop er tale om prognoser, og at de dermed er behæftet med usikkerhed. Det drejer sig især om usikkerhed vedrørende størrelsen på kommende leverancer.

Se Vaccinationskalender