I perioden fra fredag den 26. marts til den mandag den 5. april gennemførte politiet hastigheds og spirituskontroller i påsketrafikken. Ud over hastighed og spirituspåvirkning var der også kontrol af, om førerne var påvirkede af narkotika eller medicin. Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Foto: ABW

Resultatet var, at 166 bilister blev sigtet for spirituskørsel og 317 for narkokørsel. Hertil kommer 44 trafikulykker, hvor spiritus kan have været en medvirkende årsag til ulykken, og 9 ulykker, hvor føreren mistænkes for narkokørsel.

I alt blev 9.082 sigtet for have kørt for stærkt, herunder 3.821, som overskred den generelle hastighed i byerne, 1.546 overskred den generelle hastighed på landevejene, 1.038 overskred den generelle hastighed på motorvejene og 2.677 overskred den skiltede hastighed.

”Igen i år har Påsken har været speciel på grund af corona-restriktionerne, og det har været tydeligt, at mange har afholdt sig fra at bevæge sig ud på vejene i deres køretøjer, men det har ikke ændret på politiets indsats. Mange trafikanter har måske været overrasket over politiets tilstedeværelse i trafikken, og alt for mange har betragtet de mindre befærdede veje, som en god mulighed for at bryde færdselsloven. Vi ser et højt antal hastighedsovertrædelser holdt op mod den lave trafikintensitet, og nogle af hastighedsovertrædelserne har været ekstremt høje, hvilket er uacceptabelt, siger Christian Berthelsen, politiassistent ved rigspolitiets nationale færdselscenter og fortsætter: Samtidig kan vi også konstatere, at alt for mange stadig bevæger sig ud i trafikken, hvor de enten er påvirket af spiritus eller narkotika, hvilket er lige så uacceptabelt, men jeg glæder mig over, at vi får stoppet disse farlige bilister inden de laver skade på sig selv eller andre trafikanter”.

Ved de tilsvarende kontroller i påsken 2020 blev 157 bilister sigtet for spirituskørsel og 312 for narkokørsel. I samme periode skete der 51 spiritusulykker og 16 ulykker, hvor føreren var mistænkt for narkokørsel. 11.439 blev sigtet for at have kørt for stærkt.

Heldigvis kan der over de seneste år konstateres et stort fald i antallet af spiritusbilister fra godt 11.700 sigtede i 2007 til lidt over 7.000 i 2020. Mere positivt er det, at antallet af spiritusulykker I samme periode er knap halveret fra knap 2.800 til lidt over 1.500.

Risikoen for ulykker og ulykkernes alvorlighed øges, når der bliver kørt med for høj hastighed. Fra 2013 til 2018 mistede 403 personer livet i ulykker, hvor for høj hastighed i forhold til hastighedsgrænserne eller forholdene generelt, var en medvirkende årsag til at ulykken skete.

”Hastighed og spiritus er blandt de hyppigste årsager til, at der sker færdselsuheld og selvom den generelle holdning er, at det er uacceptabelt at køre i påvirket tilstand, ser vi stadig påvirkede bilister. Vores mål er at få nedbragt antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken, derfor sætter vi massivt ind over for disse overtrædelser”, siger politiassistent Christian Berthelsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, og fortsætter: ”Vi vil også fremadrettet i 2021 have fokus på indsatserne mod for høj hastighed samt spiritus- og narkokørsel med opbakning fra blandt andet Rådet for Sikker Trafik”.

Del på sociale medier