I lyset af statsministerens udmelding 6. april om fortsat at holde dele af landet lukket nogle uger endnu, forlænges afskaffelsen af betalingsparkering på Frederiksberg frem til 1. maj. Søndagens p-regler gælder dermed fortsat hver dag på Frederiksberg for denne periode. Det oplyses i en pressemeddelse.

I forbindelse med mødet i den politiske krisegruppe på Frederiksberg den 6. april, er det blevet besluttet at forlænge lempelsen af p-reglerne på Frederiksberg frem til 1. maj. Det oplyser borgmester Simon Aggesen (C). ”Vi forlænger afskaffelsen af betalingsparkering som en naturlig konsekvens af, at samfundet vil være delvist lukket for en tid endnu. Beslutningen vil fortsat hjælpe de ansatte, som gør en helt særlig indsats disse uger. De passer på vores børn, og det er dem, der tager hånd om vores udsatte, ældre og sårbare. De skal naturligvis ikke tænke på at betale for parkeringen, når de tager til og fra arbejde,” siger Simon Aggesen.

Formand for Frederiksberg Kommunes By- og Miljøudvalg, Jan E. Jørgensen (V) finder også beslutningen fornuftig: ”Situationen er fortsat sådan, at der er meget lidt trafik, så det giver bedst mening at fortsætte uden betalingsparkering resten af april måned. Ikke mindst fordi vi er i den paradoksale situation, at vi skal aflaste den kollektive trafik, så der er god plads til dem, der er helt afhængig af den”.

Byens cityassistenter er fortsat på gaden, dog med mindre bemanding, som et led i kommunens kriseberedskab. De holder øje med byen og er særligt opmærksomme på, at ingen biler spærrer for brandveje eller på anden måde holder, så de er til gene for færdselssikkerheden.

Lokale tidsrestriktioner, lokal skiltning samt færdselsloven er fortsat gældende. Beslutningen gælder foreløbig til 1. maj, og den berører ikke beboerlicensen.

Del på sociale medier