I år er ikke noget almindeligt år. Derfor har Cyklistforbundet tilpasset sin store årlige kollegakampagne VI CYKLER TIL ARBEJDE til hjemmekontoret – og udvidet med to ugers ekstra cykling i september. Det oplyses i pressemeddelelse

Der er en elcykel fra Gazelle på højkant til alle på vinderholdet i årets VI CYKLER TIL ARBEJDE, som Cyklistforbundet har corona-tilpasset med en VI CYKLER HJEMMEFRA-del. PR-Foto.

Savner du hverdagens fællesskab med kollegaerne? Har du efter mange måneders hjemmearbejde brug for lidt mere motion i hverdagen? Prik til et par kollegaer og meld jer til VI CYKLER TIL ARBEJDE … som i år lige så godt kunne have heddet VI CYKLER HJEMMEFRA.

Cyklistforbundet har i år taget bestik af situationen og hjælper de mange danskere, der har arbejdet hjemmefra i månedsvis med alligevel at kunne deltage i den store cykelevent VI CYKLER TIL ARBEJDE, som kører 1.-30. maj. – Det er jo et særligt år, hvor mange måske tænker, at det ikke giver mening at tilmelde sig, når man måske arbejder hjemmefra også i maj. Men det gør det. For det tæller også som cykeldag, hvis man tager sig en cykeltur i løbet af hjemmearbejdsdagen. Måske en god morgentur eller en tur efter frokost, siger kampagneleder Sidsel Friis Marxen.

I kampagnen tilmelder man i hold på 2-16 kollegaer og dyster om flest dage på cyklen. Årets hovedpræmie er en elcykel fra Gazelle til alle på vinderholdet. Der er åbent for tilmelding helt frem til kampagnestart på www.vcta.dk.

Cyklistforbundet hjælper alle deltagere med ideer til, hvordan man kan omdanne den traditionelle VI CYKLER TIL ARBEJDE til VI CYKLER HJEMMEFRA og få mere cykling ind i sin hverdag fra hjemmekontoret.

Få to ugers september cykling med i købet
Det koster 75 kr. pr. næse at deltage i kampagnen. For langt de fleste deltagere er det virksomheden, som betaler deltagergebyret for at bakke op om mere motion i hverdagen. Men for nogle virksomheder kan det på grund af corona-situationen virke mindre oplagt at deltage i årets kampagne.

Derfor har Cyklistforbundet også udvidet kampagnen med en to ugers mini-kampagne til september. Tilmelder man sig til maj-kampagnen, får man september-delen gratis med i købet. For alle andre er prisen for september-kampagnen 75 kr.pr. deltager.

– Vi ved jo godt, at corona i den grad påvirker manges arbejdsdag. Derfor siger vi: Savner du hverdagens fællesskab med kollegaerne? Har du efter mange måneders hjemmearbejde brug for lidt mere motion i hverdagen? Så vær med i VI CYKLER HJEMMEFRA – og ellers er der nye muligheder og flere præmier til september, siger Sidsel Friis Marxen.

FAKTA: VI CYKLER TIL ARBEJDE 2021

  • Kører 1.-31. maj – tilmelding på www.vcta.dk
  • Man tilmelder sig i hold på 2-16 kollegaer og dyster om flest dage på cyklen
  • Man kan vinde både forskellige særpræmier og årets hovedpræmie: En Gazelle-elcykel til alle på vinderholdet
  • Med kampagnen følger et aktivitetskatalog til virksomhederne med ideer til lokale konkurrencer, events og aktiviteter, så man som arbejdsplads får mest ud af at være med
  • Alle virksomheder tilbydes en afsluttende oversigt over de opnåede effekter af medarbejdernes cykelindsats målt på bl.a. sparede sygedage og sparet CO2.