En Leopard kampvogn, udrykningskøretøjer og militærmusik. Det er bare noget af det, du kan opleve, når Frederiksberg Kommune inviterer til Flagdag på Frederiksberg Rådhusplads tirsdag den 5. september. Alle er velkomne.
Flagdagen den 5. september er dagen, hvor hele Danmark hylder og anerkender de veteraner, der er eller har været udsendt i Danmarks tjeneste. På Frederiksberg foregår fejringen i år på Frederiksberg Rådhusplads fra kl. 14.30-17.30.
Frederiksbergs borgmester Michael Vindfeldt (S) glæder sig til dagen og håber på et stort fremmøde:
”Flagdagen handler om mennesker af en ganske særlig kaliber. De er klar til at gøre store ofre for, at vi andre kan leve i fred og frihed. De og ikke mindst deres familier fortjener vores allerstørste respekt og opbakning, og derfor vil jeg opfordre alle der kan, til at lægge vejen forbi,” siger han.
Dagens program er:
- 14.00 – Hjemmeværnets musikkorps spiller op på pladsen
- 14.30 – Borgmester Michael Vindfeldt (S) byder velkommen
- 14.35 – Chefen for Hærens Officersskole holder tale
- 14.45 – Der åbnes for aktiviteter, boder og stande. De besøgende kan bl.a.:
– komme helt tæt på de imponerende militærkøretøjer, bl.a. en Leopard kampvogn
– hilse på brandmændene fra Hovedstadens Beredskab og komme ind i en brandbil
– få en snak med Hjemmeværnet og se deres udstyr
– lytte til militærmusik
– møde Frederiksberg Kommunes veterankoordinator - 17.30 – Arrangementet slutter.
Alle veteraner der tidligere har været udsendt er desuden inviteret til en lukket reception på rådhuset sammen med deres familier. Her modtager veteranernes børn medaljer som anerkendelse af familiernes – og ikke mindst børnenes – indsats i forbindelse med en udsendelse.
På Frederiksberg er der 499 veteraner, som har været udsendt fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen. De har alle modtaget en invitation i deres digitale postkasse. Udenrigsministeriet stiller ikke oversigter til rådighed for kommunerne, men tidligere udsendte herfra er meget velkomne til at deltage i receptionen, som man kan læse mere om på www.frederiksberg.dk/veteran