Københavns Politi har rejst tiltale mod tre unge under 18 år for at stå bag 12 gaderøverier ved flere S-togsstationer. Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Den 1. juli 2020 blev tre drenge varetægtsfængslet i surrogat sigtet for en stribe gaderøverier i Hovedstadsområdet. Efter en større efterforskning har Københavns Politi nu rejst tiltale i sagen.
De tre tiltalte er henholdsvis 15, 16 og 17 år gamle, og ifølge tiltalen står de bag i alt 12 gaderøverier, hvor der i flere tilfælde blev truet med kniv. De fleste røverier blev begået ved eller omkring forskellige S-togsstationer. Det drejer sig om Lyngby Station, Hellerup Station, Birkerød Station, Hillerød Station, Nørreport, Flintholm Station og KB Hallen Station.
»Det er et omfattende sagskompleks med mange grove sager, hvor en solid efterforskning har ført til, at vi nu kan tiltale de tre personer for de 12 røverier. Nu skal sagen gå sin gang i retten,« siger Emil Lykke Gregersen, der er anklager i sagen.
Udover de i alt 12 gaderøverier tiltales de tre unge også for efterfølgende vidnetrusler, da de truede de forurettede til ikke at gå til politiet. Samtidig tog de billeder af de forurettede og affotograferede deres sygesikringskort.