Tilstanden i verdenshavene er kritisk og for LETZ SUSHI er svaret fuldt fokus på bæredygtig dansk fisk. Kæden går derfor i dialog med kunderne om at ændre på sushi-vanerne.
Når Danmarks største sushi-kæde LETZ SUSHI under parolen ‘save the sushi’ i dag holder samtlige 19 restauranter over hele landet lukket, er det for at markere en klar holdning: Vi skal ændre vores adfærd, hvis vi også i fremtiden ønsker at nyde frisk fisk på tallerkenen. Ellers forsvinder fiskene.
“Verdens bestand af fisk og skaldyr er alvorligt truet af overfiskeri og forurening. Hvis vi ikke ændrer vores omgang med disse følsomme økosystemer, slår vi simpelthen havene ihjel. Som udbyder af frisk fisk må vi naturligvis selv gå forrest og løsningen svømmer i vores egne farvande, siger Anders Barsøe”, direktør i LETZ SUSHI.
Lukkeaktionen skal først og fremmest gøre kædens gæster opmærksomme på havenes kritiske tilstand, men for LETZ SUSHI giver det også anledning til at introducere et helt konkret mål om udelukkende at servere dansk fisk, med hovevægt på skånsomt fanget kystfisk, senest i 2025.
“For os er et sundt havmiljø sund fornuft og havet omkring Danmark rummer masser af lækker fisk, som vi kan fiske på fuldstændig bæredygtige vilkår. Men vi er nødt til at indgå i en tæt dialog med vores kunder, for på nuværende tidspunkt er der ikke særlig stor interesse for dansk fisk. Derfor er det vores opgave at vise vejen til nye og mere bæredygtige sushivaner, så vi fremover kan undgå at importere f.eks. store mængder tunfisk, da tunen generelt også bliver overfisket af piratfiskere, og dermed begynder at være truet art,” forklarer Anders Barsøe.