Sparekassen Sjælland-Fyn skifter navn til SJF Bank. Navneskiftet markerer næste skridt i bankens udvikling fra sparekasse til en moderne, børsnoteret bank med stærk lokal forankring og klare ambitioner for fremtiden.
“Vi har i de seneste år været i en positiv udvikling, både økonomisk og organisatorisk. Vi er i dag en børsnoteret bank med moderne løsninger, stærke resultater og en klar profil. Derfor er tiden nu kommet til, at vores navn også afspejler det, vi er blevet – og det vi vil være,” siger adm. direktør Lars Petersson.
I forbindelse med børsnoteringen i 2015 blev sparekassens kapitalgrundlag ændret til finansiering via aktier i stedet for via garantindskud – en grundlæggende forskel på traditionelle sparekasser og banker.
Bygger på bankens rødder
Navnet SJF Bank bygger videre på bankens rødder og virke på Sjælland og Fyn, men med et enklere og mere tidssvarende udtryk. Ændringen sker uden at ændre på de værdier, som banken bygger på – og uden at fjerne sig fra de lokalområder og kunder, banken kender så godt.
“Navneskiftet er ikke et opgør med vores historie, men en naturlig forlængelse af den. Vi bevarer alt det, vores kunder og medarbejdere sætter pris på – nærvær, redelighed og lokalt engagement – men vi giver os selv et navn, der rummer både nutiden og fremtiden,” siger Lars Petersson.
Siden børsnoteringen i 2015 har banken udviklet sig markant, både i kundebase, digitalisering og afkast til aktionærer. Banken har også styrket sin position som værdiskabende aktør i lokalsamfundene via fonde, partnerskaber og finansiel rådgivning tæt på kundernes hverdag.
Moderne og relationsbåret
“Det nye navn gør os mere genkendelige og understøtter vores ambition om at være en moderne og relationsbåret bank. Vi bliver ikke en anden bank – men vi bliver en bank, der endnu tydeligere viser, hvem vi er: En bank med samfundsansvar, personlig rådgivning og stærk faglighed,” siger Lars Petersson.
Navneskiftet vil blive implementeret gradvist fra maj 2025 og sker i forbindelse med en bred kommunikationsindsats over for medarbejdere, kunder, samarbejdspartnere og offentligheden. Samtidig præsenteres et nyt visuelt udtryk og payoff: “Det, der tæller for dig.”
“Det handler om mere end tal og transaktioner. Det handler om at være der for mennesker – i både små og store øjeblikke. Det er den bank, vi er – og fortsat vil være, også under navnet SJF Bank,” afslutter Lars Petersson.
