Den nyskabende fødevaremesse Madværkstedet, som finder sted 26.-27. marts 2019 i Lokomotivværkstedet i København, samler udstillere og besøgende i trendområdet Det Levende Madværksted, hvor stjernekokke og passionerede fagfolk bringer fødevarer og besøgende tættere sammen.
Der bliver rig mulighed for at se, høre, røre, dufte og selvfølgelig smage på maden, når fødevaremessen Madværkstedet afholdes 26.-27. marts 2019. De besøgende fagfolk kan gå på opdagelse hos messens 150 udstillere, men i messens trendområde, Det Levende Madværksted, får de besøgende mulighed for at komme endnu tættere på en række spændende fødevarenyheder. Her får messens udstillere via 10 daglige sessioner mulighed for at brillere i showkøkkenet, hvor de hver får 25 minutter til at underholde, vejlede og inspirere de besøgende med netop deres produkter.
Én af de udstillere, der har valgt at benytte sig af denne mulighed, er ISH, som holder en session om alkoholfri cocktails. Her vil ejer Morten Sørensen fortælle om rejsen og tendensen inden for alkoholfri spiritus, mens en bartender mikser alkoholfrie cocktails til de fremmødte.
– Kommunikation er essentiel, når man skal introducere et helt nyt produkt. Derfor ser vi en fantastisk mulighed ved at deltage i Det Levende Madværksted, hvor vi får mulighed for at involvere gæsterne og fortælle dem om den alkoholfrie verden, som er i kraftig vækst. Vi er selv med for første gang på messen, så vi ser også selv frem til at hente inspiration og møde en masse nysgerrige gæster, som ønsker at udvide deres horisont gennem smagsoplevelser og innovative produkter, fortæller Morten Sørensen, ejer af ISH.
Bagværk, rom og veganske muligheder.
På scenen kan de besøgende blandt andre se frem til at opleve Foodpeople, som lader tre stjernekokke trylle med deres brød og bagværk fra Il Fornaio, Jalm&B og Trianon, samt vingrossisten Oskar Davidsen i selskab med en professionel bartender som vil arbejde med cocktails med Davidsen Rom. Desuden bliver der også flere veganske præsentationer fra blandt andre Solhjulet, som vil introducere lækre årstidsgrøntsager og alternativer til kød målrettet cafébranchen, og Santa Maria som vil introducere et helt nyt koncept, der tager udgangspunkt i ‘pulled oats’ – et 100 procent vegansk produkt lavet på havre. Sidstnævnte ser frem til at vende tilbage på Madværkstedet og endnu engang være en del af trendområdet Det Levende Madværksted:
– Vi deltog også på Det Levende Madværksted for to år siden, og de erfaringer, vi tog med derfra, var, at vi havde gæsternes opmærksomhed på en anden måde, som gjorde, at vi kunne komme ud med vores budskab på en inspirerende og anderledes måde end til andre messer. Vi håber naturligvis igen i år at kunne give kunderne ny viden og inspiration, som de vil tage med sig hjem i køkkenerne efterfølgende – og så endda med et helt nyt produkt i form af ‘pullet oats’, som ikke er set før, fortæller Peter Schytte, key account manager hos Santa Maria a/s.
Hos MCH Messecenter Herning, der arrangerer Madværkstedet, ser man frem til for anden gang at kunne invitere fagfolk inden for i Lokomotivværkstedet til to spændende dage med det gode håndværk i fokus:
– Madværkstedet kommer til at bugne af spændende produkter, så uanset om man kommer fra en kantine, hotel, restaurant eller café, tør vi godt love, at der bliver et bredt udvalg af både nyskabende og velkendte produkter, som de besøgende kan gå på opdagelse i, siger Carina Høgsted Kirkegaard, projektleder på Madværkstedet.
Madværkstedet er en fagmesse og afholdes 26.-27. marts 2019 i Lokomotivværkstedet i København.
Om Madværkstedet.
Madværkstedet er fødevarebranchens fagmesse med maden og det gode håndværk i centrum. Messen bliver et levende værksted med foredrag, workshops og produktpræsentationer, hvor det er muligt at hente inspiration fra 150 udstillere samt se, høre, røre, dufte og selvfølgelig smage på maden. Madværkstedet arrangeres af MCH Messecenter Herning i samarbejde med brancheforeningen MLDK – Mærkevareleverandørerne. Messen finder sted den 26.-27. marts 2019 i Lokomotivværkstedet i København.