Fredag den 27. september inviterer Frederiksberg Kommune til Social Fællesskabsdag 2024, hvor de fejrer det frivillige engagement på social- og udsatteområdet og uddeler årets Frivillighedspris.
I år har de inviteret frivilligheden og civilsamfundet helt ind på rådhuset, når arrangementet afholdes i rådhushallen på Frederiksberg Rådhus kl. 12.30-16.30.
Dagen vil blandt andet byde på frokost, musikalske indslag, og du kan i løbet af dagen besøge foreningsstande og høre mere om det frivillige arbejde, der laves på social- og udsatteområdet på Frederiksberg. Der vil også være mulighed for dialog med politikerne omkring det frivillige sociale arbejde, ligesom du vil kunne høre om den kommende nye sociale frivillighedsstrategi, der skal være med til at styrke samarbejdet mellem kommunen og civilsamfundets frivillige sociale aktører.
På dagen underskrives også ”Rettighedserklæring for personer i hjemløshed”, hvor Frederiksberg Kommune bliver den anden kommune i Danmark, der underskriver erklæringen.
Sidst, men ikke mindst, afsløres det, hvem der bliver vindere af Frivillighedsprisen 2024. Det har tidligere på året være muligt for alle frederiksbergborgere, foreninger og organisationer at nominere kandidater til prisen, og på baggrund af dette har Socialudvalget besluttet, hvem der skal modtage frivillighedsprisen. Prisen overrækkes til den kandidat, forening eller frivillig ildsjæl, der har gjort noget særligt for at styrke fællesskabet og det frivillige engagement på Frederiksberg.
Frederiksberg Frivillighedspris består af to priser:
- Prisen til en frivillig enkeltperson
- Prisen til en frivillig social forening/organisation
Dagen bliver til i et samarbejde med Frederiksberg Udsatteråd og Frederiksberg Frivillighedsforum. Har du spørgsmål om dagen, kan du kontakte frivillighedsteamet på: FrivilligforFrederiksberg@frederiksberg.dk
Kom og vær med til en festlig og spændende dag den 27. september.