TAKE A BREAK Spa drømmer om at gøre det nemt og tilgængeligt for alle at prioritere skønheds- og velværebehandlinger i hverdagen. Den drøm rykker nu tættere på, efter at skønhedsklinikken har lejet 484 m² på Forhåbningsholm Allé 3 midt på Frederiksberg.
Planen med det nye lejemål er at skabe et samlet skønhedsunivers, som udover klinik, skal byde på café, butik og kontor. EDC Erhverv Poul Erik Bech har formidlet udlejningen.
Siden 2017, hvor Carlsberg Byen var mere en byggeplads end et byområde, har TAKE A BREAK Spa tilbudt sine kunder en lang række skønheds- og velværebehandlinger, bl.a. ansigtsbehandlinger og massage. Nu rykker skønheds- og velværeklinikken videre i håbet om at starte en ny æra på Frederiksberg. Amalie Wichmand, den ene af tre partnere hos TAKE A BREAK Spa, fortæller:
“Vi drømmer om at skabe et skønhedsunivers, hvor man kan komme og få et ‘break’ fra hverdagens stress og jag. Hos os får man ikke blot en behandling, men en fuldkommen oplevelse. Der skal være mulighed for at komme ind hos os og få et godt pusterum fra hverdagen, og med de nye rammer på Frederiksberg vil vores gæster forhåbentlig tage en tiltrængt pause hos os, så de får pustet ordentligt ud, uanset om det er parbehandling, ansigtsbehandling eller manicure.”
“Vi har haft en klinik i Carlsberg Byen og en lille afdeling i Magasin på Kongens Nytorv, og administrerer i øvrigt også en massageskole i Lyngby, men med vores nye lokation har vi mulighed for at samle det hele ét sted, så logistisk giver det bare rigtig god mening. Derudover får vi mulighed for at etablere både café og butik, hvor man kan komme og købe produkter og blive guidet i den rigtige retning, uden man nødvendigvis behøver en behandling,” fortsætter hun.
Bedre vilkår for medarbejderne
Den store grå ejendom på Frederiksberg består af stueplan og tre øvrige etaper med et samlet areal på 484 m². Selvom ejendommen tidligere har været brugt som skønhedsklinik, skal der omstruktureres og istandsættes indvendigt.
Amalie Wichmand siger: “Det er meget få klinikker rundt omkring, som tilbyder så mange forskellige behandlinger, som vi gør. Samtidig er vi helt op til otte medarbejdere på arbejde ad gangen og helt op til fire, der kan tilbyde den samme form for behandling, så det kræver selvsagt noget plads og god, ordentlig indretning. Det får vi heldigvis mulighed for nu, hvor vi er i fuld gang med at etablere café og butik i stuen og behandlingsrum på første og anden sal.”
“Derudover ønsker vi at skabe de bedst mulige vilkår for vores medarbejdere. Det er krævende for krop og sjæl at være behandler med forskellige arbejdspositioner, så når vores medarbejdere har pause, skal det være behagelige omgivelser. Derfor vil vi etablere et stort personalerum på tredje sal, hvor der er plads til afslapning og til at forkæle sig selv,” siger Amalie Wichmand.
Flere penge til selvforkælelse
Tal fra Danmarks Statistik viser, at danskernes forbrug af skønhedsplejeprodukter og behandlinger inden for personlig pleje er steget markant over de seneste år. I de første tre kvartaler af 2022 solgte danske virksomheder for lige under 1,3 mia. kr. skønheds- og hudpleje, hvilket er en stigning på 71% over fem år og næsten 200% over de sidste 10 år.
“Det er en tendens, vi har set over de sidste år. Danskerne har fået øjnene op for selvforkælelse i forskellige former og er villige til at smide flere penge efter det. Det har vi også kunnet mærke på efterspørgslen efter ejendomme, der egner sig til skønhedsklinikker, pedicure, manicure, oplevelser, spa, massage m.m.,” siger Steffen Falch, erhvervsrådgiver EDC Erhverv Poul Erik Bech, der har formidlet udlejningen af skønhedsklinikken.
Passer til Frederiksberg
“Vi glæder os selvfølgelig til at få mere plads til både vores gæster og medarbejdere. Derudover glæder vi os også over vores nye beliggenhed. Klinikken kommer til at ligge på en fin sidegade til Gammel Kongevej, hvor der er mange specialbutikker. På den måde synes vi selv, at vi passer godt til Frederiksberg. Det er en charmerende ejendom, som vi virkelig glæder os til at flytte ind i,” siger Amalie Wichmand.
Steffen Falch supplerer: “Det er en skøn ejendom med en fantastisk beliggenhed på Frederiksberg. Den er tilbagetrukket fra trafik, men stadig med synlighed fra Gammel Kongevej. Ejendommen ligger et stenkast fra Værnedamsvej, som kaldes “Mini Paris” og deraf er en af de mest populære gader i København. En bedre beliggenhed til en skønhedsklinik skal man lede længe efter. Tillykke til Amalie og co. med deres nye klinik, som jeg er sikker på, bliver en succes.”
Steffen Falch har tidligere formidlet både udlejning og salg af naboejendommen på Gammel Kongevej til nichebutikken Spinchy, som sælger gastroudstyr af højeste kvalitet og bl.a. er kendt for deres store udvalg af kvalitetsespressomaskiner.