For at forebygge uro, når F.C. København den 12. december møder tyrkiske Galatasaray S.K., opretter Københavns Politi en midlertidig skærpet strafzone omkring Parken. Samtidig er der givet påbud om, at udeholdets fans skal kunne tilbageholdes på stadion i op til en time efter kampen.

Foto ABW

Når F.C. København og tyrkiske Galatasaray S.K. tirsdag den 12. december kl. 21 mødes i Champions League, er der tale om en såkaldt højrisikokamp. For at undgå uroligheder mellem klubbernes fangrupper skruer Københavns Politi derfor op for de forebyggende tiltag.

Det betyder blandt andet, at der i tidsrummet fra den 12/12 kl. 15 til den 13/12 kl. 03 indføres en skærpet strafzone i et område omkring Parken. Det medfører, at straffen kan stige til det dobbelte for visse typer af kriminalitet begået i zonen – det gælder blandt andet vold, hærværk og grov forstyrrelse af den offentlige orden.

Den skærpede strafzone omfatter følgende område:

Trianglen – Blegdamsvej – Frederik V’s Vej – Edel Sauntes Allé – Nørre Allé – Lyngbyvej – Australiensvej – Sankt Kjelds Gade – Jagtvej – Østerbrogade.

Udeholdets fans tilbageholdes
Samtidig har Københavns Politi givet F.C. København påbud om at tilbageholde udeholdets tilskuere, der er placeret på tribuneafsnittene D1 og D2, i en periode på op til 60 minutter efter kampen.

Under tilbageholdelsen bliver størstedelen af tilskuerne i Parken lukket ud og kan søge væk fra området, hvorefter de tilbageholdte tilskuere kan forlade stadion. På den måde vil politiet lettere kunne identificere og skride ind over for eventuelle uromagere.

”Vi håber altid, at det bliver en fredelig aften, når der er fodbold i Parken, men vi må også være ærlige og sige, at vi har erfaringer med visse grupper af tilhængere fra de her to klubber, og der er en risiko for, at der kan opstå uroligheder og slagsmål i forbindelse med kampen. Vi håber, at vi med den skærpede strafzone og tilbageholdelsen af udeholdets fans kan lægge en dæmper på gemytterne, så alle de fredelige fodboldfans får sig en god aften,” siger ledende politiinspektør Peter Dahl.

Kilde Københavns Politi.