Seniorboliger er i den grad oppe i tiden, og udviklingen vil kun fortsætte, da der kommer flere og flere ældre, og mange ønsker at dyrke fællesskabet i deres alderdom. Særligt har efterspørgslen været stor på Frederiksberg, hvor halvdelen af de 46 nye lavenergi lejeboliger på Bernhardshave er udlejet, så man skal skynde sig, hvis man skal nå at blive en del af fællesskabet. EDC Projekt Poul Erik Bech står for udlejningen af de 2-5-værelses lavenergi lejeboliger, der er klar til indflytning ultimo 2020. Det oplyses i en pressemeddelelse

Pressefoto: EDC Projekt Poul Erik Bech

De to investorer Bent Friis Pedersen og Erik Metellus Christensen købte Bernhard Bangs Alle 17a med en plan om at lave et træningscenter. Men planerne blev ændret, og efter en længerevarende dialog med kommunen fik de to investorer kommunen overbevist om at ændre lokalplanen, så de kunne gå i gang med at bygge seniorvenlige boliger kaldet Bernhardshave.

“Vi kan virkelig mærke, at vi har ramt et helt rigtigt segment med de seniorvenlige boliger. Der er utrolig mange ældre, der er interesserede i boligerne på Frederiksberg, så vores indledende forventning om, at boligerne ville gå som varmt brød, har vist sig at holde stik. Det er tydeligt, at vi udfylder et behov hos mange mennesker, og derfor er jeg glad for, at vi som nogle af de allerførste kan tilbyde nybyggeri målrettet seniorer centralt på Frederiksberg,” siger Bent Friis Pedersen.

Trygge rammer om en god alderdom
Boligprojektet har fokus på at værne om fællesskabet og skabe tryghed, så man kan føle sig hjemme og have en så nem og bekvem hverdag som muligt. Derfor er mange detaljer ved boligerne udviklet med seniorerne i tankerne. Bent Friis Pedersen fortæller:

“Boligerne indrettes, så der tages hensyn til de kommende beboeres aftagende mobilitet. Området er lukket inde, så udefrakommende har svært ved at komme ind, og der er dørkameraer i lejlighederne, så der skabes ekstra tryghed. Beboerne har let adgang til boligerne, og der indrettes store altaner, rummelige badeværelser og ingen dørtrin, så det er ekstra nemt at bruge en robotstøvsuger og komme rundt med en kørestol, hvis det er nødvendigt.”

Alenetid og fællestid
Salgsdirektør i EDC Projekt Poul Erik Bech, Stine Krall Lorenzen fremhæver, at boligerne er skabt med et ønske om et værne om privatlivet og samtidigt danne rammerne om et godt fællesskab: “Vi ved fra vores andre seniorboligprojekter, at beboerne er glade for at have egen bolig, men samtidig have muligheden for fællesarealer. De seniorvenlige lejeboliger tilbyder mange faciliteter som understøtter fællesskabet og bidrager til en god livskvalitet. Boligerne tilbyder bl.a. grill/bålpladser i gården, 150 m2 fællesrum til hygge, fest, bankoaftener og en fælles taghave med et orangeri og plads til krukker til dem med grønne fingre.”

Tæt på centrum og grønne arealer
De nye seniorboliger udlejes i forskellige størrelser mellem 76-138 m2 med 2-5-værelser. Boligerne er bygget energivenligt, og der er således lave udgifter til el og varme.

“Bygningerne opføres efter energikravene i BK2020 med solceller på taget. Isoleringen er i top, der er tykke vinduer, og der er lagt vægt på grønne elementer både i terræn og på tagterrasser. Det skaber en win-win-situation, for det er både godt for miljøet og den enkelte lejers pengepung,” siger Stine Krall Lorenzen, EDC Projekt Poul Erik Bech, og fortsætter:

“Seniorboligerne tilbyder en ideel placering til dem, som ønsker at være tæt på centrum og grønne arealer. Boligerne ligger nær alt, hvad hjertet begærer: Svømmehallen Waterwellness, Fitness World, Frederiksberg Have, gode indkøbsmuligheder, cafeer, restauranter og Lindevang Metrostation ligger lige om hjørnet. Derudover er de seniorvenlige lejeboliger en del af et hyggeligt boligområde med en rar atmosfære.”

Læs mere på www.bernhardshave.dk