Onsdag den 6. september sker der noget nyt i REMA 1000 på Hammerichsgade 1 i København V. Nøglerne til butikken skifter nemlig hænder, når afgående købmand Jacob Nielsen overdrager ansvaret til Patrick Jensen.
REMA 1000 på Hammerichsgade 1 i København V får ny købmand onsdag den 6. september. Jacob Nielsen giver butikken videre til Patrick Jensen, som fremover kommer til at stå i spidsen med ansvaret for butikken.
37-årige Patrick Jensen har været en del af REMA 1000 siden 2019 og overtager butikken på Hammerichsgade efter at have været souschef i REMA 1000 på Jyllingevej i Vanløse. Den kommende købmand har bagagen fuld af erfaring efter en lang karriere i Coop, hvor han i flere år har drevet butik i indre by. Med sine mange års erfaring inden for dagligvarebranchen som blandt andet butikschef er Patrick Jensen klædt godt på til at drive butikken centralt i København videre. Nu ser han frem til at tage hul på udfordringen som selvstændig købmand i REMA 1000:
“Jeg ser frem til at møde kunderne, ligesom det bliver spændende at drive og udvikle butikken sammen med det gode personale, som allerede er i butikken. Jacob har gjort et virkelig godt stykke arbejde, og det er blandt andet de gode takter, vi skal føre videre,” siger Patrick Jensen.
Efter mange år i branchen og god erfaring med at drive butik i bymidten er Patrick Jensen klar med opskriften på, hvordan REMA 1000 på Hammerichsgade skal drives fremadrettet:
“Mine fokusområder er helt klart at kunne tilbyde kunderne gode varer og en frisk frugt- og grøntafdeling, og så skal butikken generelt være et inspirerende sted at handle. Vores kunder skal have en god oplevelse, og de skal føle sig hjemme og ikke mindst godt behandlet i butikken,” siger Patrick Jensen.
Patrick Jensen bor i Herlev. I fritiden er han aktiv med både cykling og fitness.
REMA 1000 på Hammerichsgade i København V får ny købmand onsdag den 6. september, hvor butikken holder lukket i forbindelse med overdragelse. Åbningstiderne bliver 7.00 – 21.45 alle ugens dage.