I forrige uge blev et bredt flertal i regionsrådet enige om regionens budget for 2024. Politikerne afsatte 40 mio. kr. til at indhente udskudte behandlinger i 2023, så der bliver ro om hospitalernes økonomi fra 2024. Hospitalerne slipper dog ikke for at skulle spare og lave svære omprioriteringer indenfor egne budgetter. Kataloget over interne omprioriteringer offentliggøres nu, da hospitalerne har haft behov for tid til at kommunikere til berørte medarbejdere.
Mangel på medarbejdere, udskudte behandlinger fra pandemien og stigende udgifter til bl.a. tilskudsmedicin og praksisområdet resulterede i svære budgetdrøftelser i Region Hovedstaden. Politikernes fokus er at friholde hospitalerne for regionale sparekrav, men der er alligevel behov for interne omprioriteringer for ca. 211 mio. kr.
Læs mere om budgetaftalen for 2024
I Region Hovedstaden har de enkelte hospitaler ansvaret for deres økonomi og budgetter, og i dette ansvar ligger også svære beslutninger om at flytte penge mellem afdelinger og prioritere ressourcerne, så de bliver brugt der, hvor behovet er størst.
”Der er ingen tvivl om, at hospitalerne særligt i år har haft svært ved at få enderne til at mødes. De interne omprioriteringer er vidnesbyrd om et sundhedsvæsen, der er presset på stigende udgifter og begrænsede ressourcer. Selvom pengene ikke forlader hospitalernes budget, vil interne omprioriteringer opleves som en besparelse på de afdelinger, som skal af med penge og personale. Det er ikke lette beslutninger for hospitalerne, og noget som jeg ved, de er meget optaget og berørte af,” fortæller regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).
I et yderst presset budget lykkedes det regionsrådets forligspartier bag næste års budget at finde 12 mio. kr. ekstra til en presset psykiatri, som derved får begrænset deres behov for interne omprioriteringer. De resterende hospitaler og centre skal dække et øget pres på budgetterne inden for deres egen økonomi.
Regeringen har derudover bedt regionerne om at spare på administrationen. Det betyder, at der skal spares 100 mio. kr. på administration på regionens hospitaler, centre og virksomheder. Her vil det også være besparelser, som vil få betydelige konsekvenser for driften af sundhedsvæsenet. Center for IT, Medicoteknologi har allerede i forbindelse med en større sparerunde i foråret sparet 45,5 mio. kr. 39,5 mio. kr. skal findes på regionens øvrige centrale administration. De sidste 15 mio. kr. skal findes på hospitalernes administration.