Planerne for Værnedamsvejkvarteret er sat på pause. Det skriver Bæredygtigt Frederiksberg i deres seneste update.
De skriver følgende i opslaget:
I februar vedtog politikerne i By- og Miljøudvalget som bekendt startredegørelsen for udviklingen af Den Franske Skoles grund. Startredegørelsen har fastlagt den overordnede ramme for udviklingen af grunden og er et fornuftigt udgangspunkt.
Efter vedtagelsen af startredegørelsen inviterede Frederiksberg Kommune til borgermøde i april, hvor By- og Miljøforvaltningen præsenterede startredegørelsen og planerne for Den Franske Skoles grund. Borgermødet skulle have været startskuddet til lokalplanprocessen, der oprindeligt var planlagt til at starte i april. Men siden borgermødet har projektet været sat på pause, og lokalplanprocessen er derfor aldrig kommet i gang.
Kommunen har ikke givet en officiel årsag til forsinkelsen. Men vi hører fra forskellige kilder, at såvel ejendomsinvestoren og Den Franske Skole er usikre på holdbarheden i projektet. Forsinkelsen betyder, at hele tidsplanen for projektet er udskudt, og at der går længere tid, før Den Franske Skole flytter fra kvarteret. Lige nu afventer vi svar fra kommunen om, hvornår projektet igangsættes igen.
Vi følger udviklingen tæt.
I Bæredygtigt Frederiksberg er vi beredte og vil nøje følge udviklingen i projektet, når det igangsættes igen. Det vil vi gøre gennem dialog med By- og miljøforvaltningen og politikerne, de mange sider vi ugentligt modtager gennem aktindsigt og ved at deltage i en følgegruppe, som Frederiksberg Kommune har nedsat. Når projektet starter igen, vil følgegruppen blive inviteret til månedlige møder på Frederiksberg Rådhus for at blive orienteret om, hvordan projektet udvikler sig. Vi er glade for initiativet og vil bruge følgegruppen til at blive klogere på planerne og gøre vores for, at de mange spørgsmål, der skal besvares i lokalplanprocessen, lander rigtigt.
Tak for jeres støtte.
Et stort tak til alle for jeres engagement og støtte det seneste år. For et år siden blev vi for første gang præsenteret for et meget ekstremt og ugennemtænkt projekt, der aldrig skulle have set dagens lys. I dag står vi et meget bedre sted, hvor den vedtaget startredegørelse har fastlagt nogle fornuftige rammer for den videre udvikling af Værnedamsvejkvarteret. Det havde aldrig været muligt uden jeres støtte undervejs. Når projektet igangsættes igen, vil der være mange spørgsmål og uklarheder, der skal besvares i lokalplanprocessen. Vi håber derfor, at I fortsat vil holde engagementet oppe og følge med her på Facebook.
I ønskes en rigtig god sommer fra bestyrelsen i Bæredygtigt Frederiksberg.