Til daglig går 8-årige Viola Andersson i 2. klasse på Skolen ved Bülowsvej på Frederiksberg, men om eftermiddagen danser hun på Tivoli Balletskole, og snart kan hun opleves som ballerina på scenen i Tivolis Koncertsal, hvor hun skal danse rollerne som Gerda, mus og lygte i Tivolis store juleballet Nøddeknækkeren.
”Det bedste ved at danse er, når man står på scenen med kostumerne foran publikum og alt lyset, der er meget flot. Det bedste ved ballet det er, at det er sjovt, synes jeg. Jeg bliver glad af at danse, fordi jeg godt kan lide at danse og lære mange forskellige ting,” lyder det fra den 8-årige ballerina.