Høj tilfredshed med busserne på Frederiksberg
Tilfredsheden med busserne på Frederiksberg i 2023 er på samme høje niveau som i 2021 og 2022. Det er konklusionen på den årlige tilfredshedsundersøgelse, hvor 93 procent af de adspurgte svarer, at de er tilfredse eller meget tilfredse med busturen generelt. Den største tilfredshed opleves i Frederiksberg Kommunes lokale Frederiksbergbusser. Blandt de øvrige busser er tilfredsheden også høj. I A-busserne er passagererne mest tilfredse i linjerne 1A, 2A og 7A, mens linje 18 og linje 9A har mindre tilfredshed.