Kommunerne kan spare over 5,6 milliarder kroner på ledelse og administration
Kommunerne og regionerne skal spare 3 mia. kr. på administration ifølge regeringsgrundlaget. Det er udgangspunktet, når KL og regeringen nu er i gang med at forhandle rammerne for kommunernes økonomi i 2025. En ny analyse fra CEPOS viser, hvor meget kommunerne kan spare på de såkaldte ’kolde hænder’, ved at lade sig inspirere af hinanden. ”Vores analyse viser, at regeringens målsætning om at spare 3 mia. kr. på ’kolde hænder’ ikke bare er realistisk, men faktisk forholdsvis konservativ. Der er nemlig plads til en langt mere ambitiøs målsætning,” siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.