Unge kontrolkøbere i butikkerne og skærpede regler for ulovlige e-cigaretter fra den 1. juli 2024
Om knap en måned må Sikkerhedsstyrelsen begynde at gøre brug af et nyt middel i sine fysiske tilsyn med alderskontrol: Nemlig unge kontrolkøbere, der i almindeligt hverdagstøj kan komme på besøg i din butik. De unge kontrolkøbere vil være under 18 år, og de er en del af en ny ordning med en forsøgsperiode på to år frem til den 30. juni 2026. Formålet med den nye ordning er at kunne kontrollere mere effektivt, om din butik foretager ulovligt salg af alkohol-, nikotin- og tobaksprodukter til børn og unge, som ikke er gamle nok til at købe det ifølge de fastsatte aldersgrænser.