Oplev sensommerstemningen i Frederiksberg Have, når Bakkehuset inviterer til parkvandring med fortællinger undervejs.
Frederiksberg Have er et af københavnernes foretrukne udflugtsmål, og det var det også i begyndelsen af 1800-tallet, da Frederik 6. var konge. I Frederiksberg Have kunne man se kongen sejle rundt på kanalerne i gondol eller se kongefamilien på spadseretur. I dag fremstår haven med sine labyrintiske gange, åbne vidder og kanaler stadig, som da den blev anlagt som et romantisk haveanlæg efter engelsk forbillede i årene 1798-1804. Havens historie knytter sig tæt til Frederiksberg Slot, og på denne vandring fortælles der både om havens historie og de mange små scenarier, heriblandt det kinesiske lysthus og Apistemplet, som er karakteristiske for de romantiske haver.
Vandringen er både for jer, der besøger Frederiksberg Have for første gang, og for jer, som hyppigt bruger parken, men gerne vil vide mere om havens spændende historie.