Frederiksbergs seniorer viser stor interesse for bofællesskaber med andre seniorer. Det viser de foreløbige besvarelser af et spørgeskema om bofællesskaber og et velbesøgt dialogmøde torsdag.

Foto ABW

331 ud af 675 seniorer på Frederiksberg, der har svaret på Frederiksberg Kommunes spørgeskema om boligønsker for seniorer, vil gerne flytte til en anden bolig, hvis de kan indgå i et tættere fællesskab med andre beboere der. 262 af de der har svaret vil gerne flytte i et seniorbofællesskab.

Det er bare én ud af flere indikatorer på, at byens seniorer er meget interesseret i stærkere fællesskaber med andre – også når det handler om boformen. Tendensen var også klar torsdag eftermiddag, hvor der var fuldt hus i Bibliotekssalen, da Frederiksberg Kommune inviterede til dialogmøde om seniorbofællesskaber.

Borgmester Michael Vindfeldt (S) er begejstret for den store interesse:

”Jeg tror på, at fællesskaber er noget af det vigtigste for alle mennesker, og den afdækning af seniorernes ønsker til boliger, vi er i gang med i disse måneder, viser, at byens seniorer har samme opfattelse. Det her er begyndelsen på et utroligt spændende arbejde, hvor vi skal udvikle byens boligmasse, så den netop understøtter fællesskaber, ikke mindst for seniorer. Jeg tror, vi går ind i en helt ny tid, hvor vi bygger flere almene boliger, og hvor den del af boligerne, som vi hver især bor i, bliver lidt mindre, mens fællesområderne til madlavning og aktiviteter bliver flere og større,” siger han.

Han lover, at der er et nyt dialogmøde på vej på grund af den store interesse, der var til torsdagens møde, hvor mange var på venteliste. Og så opfordrer han alle seniorer til at udfylde spørgeskemaet, der ligger på Frederiksberg Kommunes hjemmeside, så datagrundlaget bliver endnu stærkere end de cirka 675, der allerede har svaret.

”Frederiksberg Kommune melder snart en ny dato ud, så alle de, der ikke var plads til ved torsdagens møde, kan komme til et andet møde. I mellemtiden vil jeg opfordre alle, der ikke har gjort det endnu, til at udfylde spørgeskemaet på kommunens hjemmeside. Det er aktivt til den 5. december 2022, og jo flere, der svarer, jo stærkere bliver det fundament, vi arbejder videre på i samarbejde med boligorganisationerne og ejendomsudviklere,” siger Michael Vindfeldt.

Spørgeskemaet findes på www.frederiksberg.dk/bofaellesskaber.

Der er cirka 23.100 borgere på Frederiksberg, som er 60 år eller ældre.

Arbejdet udspringer af Frederiksberg Kommunes kommuneplan og boligpolitik. Både dialogmødet og spørgeskemaet er planlagt i tæt samarbejde med en følgegruppe med repræsentanter for Ældrerådet, Handicaprådet, Ældresagen, og Foreningen Seniorbo.

Kilde.