Den 18. februar indføres et nyt og mere sikkert Unilogin for alle brugere i hele landet – også på Frederiksberg.
Unilogin anvendes af børn og voksne som en samlet indgang til den digitale skole, når man skal logge ind på samarbejdsplatformen Aula og digitale læremidler.
Det nye Unilogin gør det lettere for børn at huske deres adgangskode, det giver børn under 15 år (uden NemID) mulighed for at tilgå følsomt personindhold med hjælp fra en voksen, samt giver børn mulighed for at få nulstillet deres adgangskode.
Hvad betyder det for forældre og børn på Frederiksberg?
Udover et nyt udseende vil alle forældre og børn blive bedt om at ændre deres adgangskode første gang, de logger ind med Unilogin. En adgangskode til Unilogin er personlig og for børnene vil det stige i kompleksitet afhængigt af klassetrin.
Det personlige login.
Et Unilogin er personligt og koden bør ikke deles. I tilfælde af at et barn skulle glemme sin adgangskode, kan forældre fremover nulstille koden.