Publikum på Nedre C-tribunen kan nu se frem til at opgradere deres oplevelser med lækker take away mad leveret lige til tribunen.
Et nyt, unikt samarbejde mellem PARKEN og Wolt skal forbedre helhedsoplevelsen i Parken, hvor publikum fremover kan vælge mad og søde sager fra Wolt’s app til levering direkte til tribunen på Nedre C. Aftalen løber i første omgang som en test det kommende halve år, og vil få sin debut til kampen mod Brøndby den 7. august, hvor man altså første gang kan bestille mad via Wolt til levering i Parken.
Det eksklusive samarbejde er ikke tidligere afprøvet på stadions i Danmark, men fra begge sider er der store forventninger til, at danskerne nu får endnu mere at glæde sig over, når de gæster Parken; først og fremmest et større udvalg af mad fx middelhavspita fra Garbanzo, poke bowls fra OliOli og burritos fra VACA.
Det er et ambitiøs setup, der både bliver en gevinst for Parkens publikum og de nøje udvalgte restauranter og butikker fra lokalområdet, vurderer Wolts direktør, Søren Meier Svendsen:
“Wolt har ambitioner om at levere til danskerne, hvor end de er. Så vi ser det som en fantastisk mulighed at servicere Parkens publikum med lækker take-away direkte til Nedre C-tribunen. Vi tror på, at vi kan øge tilskueroplevelsen yderligere i PARKEN, og det passer i Wolts DNA at være på forkant med de muligheder, som danskerne drømmer om. Vi er meget spændte på det kommende samarbejde.”.
Større udvalg af mad
Parken har årligt op imod en million gæster til koncerter, fodboldkampe og andre begivenheder, og på Nedre C er der plads til op imod 7.200 gæster, som det næste halve får mulighed for at teste det nye setup.
En bedre madoplevelse og et bredere udvalg har været et stigende ønske for både publikum og Parken igennem et stykke tid nu. Så samarbejdet med Wolt signalerer netop, at vi lytter til publikum og til vores egen mavefornemmelse, forklarer Jacob Lauesen, direktør i Parken.
“Vi er glade for at præsentere dette samarbejde, som passer ind i måden, vi gerne vil tænke besøget i Parken som en helhedsoplevelse på en moderne måde. Med Wolt får vi en partner, som kan hjælpe med at give vores gæster et større udvalg af muligheder inden for mad, og vi kan derfor sikre, at flere får det, som de selv ønsker”, siger direktør i Parken, Jacob Lauesen.