Efter en gennemgribende renovering og grundig test af vandbehandlingsanlæggene er nøglerne til Frederiksberg Svømmehal netop blevet overdraget til Frederiksberg Kommune. Den historiske svømmehal genåbner i juni måned.

Pressefoto Frederiksberg Kommune

Hovedentreprenøren VM – Viuff & Mørkebæk har sammen med kommunens totalrådgiver COWI netop afleveret Frederiksberg Svømmehal til Frederiksberg Kommune efter længere tids renovering. Frederiksberg Kommune kan efter overdragelsen konstatere, at hovedentreprisen er gået planmæssigt, og at alle gennemgribende renoveringsarbejder er vel overstået.

Svømmehallen genåbner i juni måned, så de næste måneder fokuserer Frederiksberg Kommune på forberedelse af idriftsættelse. Forberedelserne indebærer blandt andet færdiggørelse af saunaer og vandrutsjebane, generel indflytning, oplæring af nyt personale og sidste finish.

Afleveringen glæder borgmester Michael Vindfeldt (S), som nu ser frem til snart at kunne slå dørene op til en flot og indbydende svømmehal til glæde for hele byen:

”Afleveringen er en stor milepæl i ethvert stort byggeri, og den har netop fundet sted i Frederiksberg Svømmehal. Jeg glæder mig enormt meget til at byde alle Frederiksbergs borgere og gæster velkommen i juni måned, når vi fejrer genåbningen af vores smukke og historiske svømmehal, der fylder 90 i år.”

Renoveringen har ikke kun løftet den historiske svømmehal fra 1934 til nutidens højeste standarder inden for miljø og sikkerhed, men er udført med dyb respekt for svømmehallens arkitektur og karakter. Blandt andet vil man kunne nyde de smukke og nænsomt afrensede mosaikker af Vilhelm Lundstrøm fra perioden 1933 til 1937, der efter grundig konservatorbehandling nu fremstår med fornyet farveglød. Samtidig vil rutsjebanen vende tilbage i en ny grøn farve, som er blevet nøje afstemt efter svømmehallens oprindelige farvesætning. Rutsjebanen har samme længde på 105 meter og vil sno sig i samme forløb som tidligere.

Formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Lotte Kofoed (SF), glæder sig også til genåbningen af svømmehallen:

”Jeg ser frem til, at vi til sommer igen kan åbne Frederiksberg Svømmehal. Jeg ved, at svømmehallen er et vigtigt kulturelt mødested for rigtig mange af byens borgere og en populær facilitet for vores foreninger.”

Frederiksberg Svømmehal åbner ved en større fejring i juni måned.

Fakta om Frederiksberg Svømmehal

  • Svømmehallen er en af de ældste i Danmark, men også en af de mest komplicerede af slagsen på grund af den tekniske struktur. Renoveringen blev igangsat på grund af myndighedskrav, da mange af de grundlæggende systemer var helt slidt op. Det er dermed primært bassinområderne, der har været omfattet af renoveringen.
  • Frederiksberg Svømmehal er tegnet af arkitekt Aage Sigurd Kjelgaard Lauritzen med inspiration fra de romerske bade, og den blev indviet 17. maj 1934.
  • Vilhelm Lundstrøms fem smukke mosaikker er blevet nænsomt renset i tæt dialog med Nationalmuseet, og de fremstår nu levende og klare i deres originale farver. Mosaikkerne har en højde på op til fem meter og betragtes som hovedværker inden for dansk monumentalkunst.
  • Kommunen har sammen med Nationalmuseet udarbejdet en farvestrategi til svømmehallens mange forskellige rum, der tager udgangspunkt i bygningens oprindelige farver.
  • Den populære vandrutsjebane vender tilbage i en grøn udgave med sine 105 meter snoede forløb, der er identisk med den tidligere rutsjebane. Dog er landingskarret nu placeret på en måde, der sikrer fri passage langs hele promenaden i salen med 25 meter bassinet.

Kilde.