Brugt legetøj, møbler og køkkengrej. Fra lørdag den 26. oktober kan man gøre sig et godt genbrugsfund i Frederiksbergs første genbrugsområde på Bispeengen Genbrugsstation.
Genbrugsstationen ejes af både Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune, som sammen har bygget det nye område, hvor alle nu kan aflevere og finde genbrug.
Fra lørdag den 26. oktober 2024 kan du aflevere og finde brugte møbler, køkkenudstyr og mange andre genbrugsting, når du besøger Bispeengen Genbrugsstation. Genbrugsstationen får nemlig et genbrugsområde.
Det nye genbrugsområde
Frederiksberg Kommune, Københavns Kommune og ARC, som sammen ejer og driver Bispeengen Genbrugsstation, indvier det nye genbrugsområde med en åbningsfest lørdag den 26. oktober klokken 12-15. Til åbningen vil der være kaffe og kage. Der vil også være mulighed for, at man kan gøre et godt genbrugsfund. Derudover vil Frederiksberg Kommunes Borgmester Michael Vindfeldt (S), Københavns Kommunes teknik- og miljøborgmester Line Barfod (Ø) og ARC’s direktør Jacob Simonsen holde tale.
Borgmester i Frederiksberg Kommune Michael Vindfeldt (S) glæder sig over de nye genbrugsmuligheder:
”Jeg er meget glad for, at vi sammen med København og ARC gør det nemt og attraktivt at genbruge på Frederiksberg. Vi har høje ambitioner om at genbruge meget mere og sænke vores affaldsmængde, og her er vores nye genbrugsområde et stort skridt i den rigtige retning. Den enes affald er den andens guld, siger man som bekendt, og det er der meget sandhed i. Derfor tror jeg også, at mange vil tage godt imod genbrugsområdet.”
Det er Frederiksbergs mål at firdoble det direkte genbrug inden 2026, og i København er målet, at københavnerne skal genbruge tre gange så meget inden udgangen af 2024.
Det nye genbrugsområde glæder også teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune Line Barfod (Ø):
”I Københavns Kommune har vi rigtig gode erfaringer med at etablere genbrugsområder på genbrugsstationerne. Rigtig mange steder er genbrugsområdet det mest besøgte på genbrugsstationen. Vi skal generelt væk fra vores gængse brug- og smid-væk-kultur. Det kan de nye genbrugsområder hjælpe med. Det er virkelig vigtigt, at vi tænker over vores forbrug og vores fælles ressourcer. Det skal vi både for vores fremtid og for klimaets skyld. Derfor er jeg begejstret for at se, at flere og flere vælger at besøge vores nærgenbrugsstationer og gå på jagt i vores bytterum.”
Også direktør fra Amager Ressourcecenter, Jacob Simonsen er glad for det bytteområde:
”Nye rammer og nye muligheder lokker gerne nye besøgende til. Og hos ARC glæder vi os til at yde god service og vejledning til alle, der kommer på pladsen; både vores faste kunder såvel som førstegangsbesøgende, der aldrig tidligere har sat deres fødder på en genbrugsstation. Og dem skal der nok komme masser af. For med dette nye, store, flotte genbrugsområde, bliver det nemmere for borgerne at genbruge, så alt det, den ene ser som affald, kan få nyt liv hjemme hos den anden. Det giver nemlig mening.”
I det nye genbrugsområde har alle mulighed for at aflevere eller hente genbrugelige ting. Genbrugsområdet er det første af sin slags i Frederiksberg Kommune, mens det er Københavns Kommunes fjerde genbrugsområde.
Fakta om genbrugsområdet ved Bispeengen Genbrugsstation
- Adresse: Bispeengen Genbrugsstation, Bispeengen 35, 2000 Frederiksberg.
- Åbningsfejring lørdag den 26. oktober 2024 klokken 12-15. Alle er velkommen.
- Bispeengen Genbrugsstation åbningstider: hverdage 10-18. Lørdage, søndage og helligdage: 10-17.
- Genbrugsområdet er åbent alle dage, men lukker 15 minutter før resten af genbrugsstationen.
- I genbrugsområdet kan du finde genbrug i kategorierne: Ting til boligen, møbler, have & altan, og gør-det-selv
- Genbrug er populært blandt danskerne: fire ud af fem danskere har købt og/eller solgt genbrug i løbet af de sidste 12 måneder. Det er en stigning på 22 procentpoint siden 2016. (Kilde: Genbrugsindekset 2024)