Der er taget endnu et mærkbart skridt i en grønnere retning, efter at Movia i samarbejde med kommuner, Region Hovedstaden og Region Sjælland netop har sendt yderligere 66 nye og emissionsfri elbusser på gaden. Seks år før planlagt har Movia dermed nået en vigtig milepæl, når halvdelen af busserne nu kører på el.
Movias kurs mod en grønnere og mindre støjende buskørsel har netop ramt en stor milepæl. Søndag rullede 66 nye og emissionsfri elbusser ud i otte kommuner samt Region Sjælland og Region Hovedstaden.
Med de 66 nye elbusser kører halvdelen af Movias busser på Sjælland, Lolland-Falster og Møn nu på el, hvilket betyder, at Movia er det trafikselskab i landet, der er nået længst med omstillingen til eldrift. Intet mindre end 51.037.833,78 km bliver årligt tilbagelagt af elbusser, og 565 elbusser ud af 1126 busser er nu i drift.
Seks år foran køreplanen
Tilbage i 2020 satte Movia sammen med kommuner, samt Region Hovedstaden og Region Sjælland, som mål, at halvdelen af busserne skulle køre på el i 2030, men takket være det gode samarbejde er målet altså nået seks år før planlagt:
“Det er en kæmpe milepæl for os i Movia, at vi nu kan sige, at halvdelen af vores busser er på el. Vi er stolte af at bidrage til mindre CO2-udledning samt mindre støj og partikeludledning. Med de 66 nye elbusser er vi nu betydeligt foran den målsætning, vi sammen med kommuner og regioner satte os i 2020, og nu sætter vi os sammen et nyt mål i retning mod en endnu grønnere kollektiv transport,” siger Dorthe Nøhr Pedersen, der er administrerende direktør i Movia.
De otte kommuner og to sjællandske regioner, der betjenes af de nye elbusser, er:
· Frederiksberg Kommune
· Glostrup Kommune
· Holbæk Kommune
· Kalundborg Kommune
· Lejre Kommune
· Odsherred Kommune
· Rødovre Kommune
· Slagelse Kommune
· Region Hovedstaden
· Region Sjælland
Elbusserne kører emissionsfrit, det vil sige uden udledning af CO2 og lokal luftforurening fra bussens motor. Den samlede CO2-reduktion fra de nye elbusser bliver 3.100 ton CO2/år. Ud over at busserne er med til at sikre mindre udledning af CO2, så vil passagererne opleve mindre støj og dermed også en mere behagelig rejse.
Fakta:
• Søndag 15. december 2024 blev der indsat 66 nye elbusser fordelt på 33 buslinjer i otte kommuner, Region Hovedstaden og Region Sjælland.
• Kommunerne, der har fået indført elbusser, udgør: Frederiksberg (Linje 71, 72 og 74), Glostrup (Linje 847), Holbæk (Linje 228, 504, 505, 506, 511, 512, 530, 541, 542, 587 og 588), Kalundborg (Linje 432, 541, 542, 543, 544, 596, 597 og 598), Lejre (Linje 228 og 511), Odsherred (Linje 543), Rødovre (Buslinje 848), Slagelse (Linje 432), Region Hovedstaden (Linje 250S, 600S, 91N og 94N), Region Sjælland (Linje 600S)
• Movia har sammen med kommuner og regioner hævet barren og går nu efter, at 94 pct. af busserne skal være på el i 2030. (De sidste seks procent forventes at køre fossilfrit)
• Omstillingen til emissionsfri busdrift begyndte i 2019 med de første buslinjer i Roskilde, København, Frederiksberg, Ballerup og Egedal Kommuner.
• Med de 66 nye elbusser vil Movia være oppe på 565 elbusser i den daglige drift.
• Omstillingen til el på de 66 buslinjer reducerer CO2-udledningen med 3.100 ton CO2/år (udledning af CO2 er opgjort efter “tank-til-hjul”-princippet)
• Linje 600S, der kører mellem Ishøj Station og Hillerød Station, er med dens rute på 74,5 km den buslinje med den længste linjeføring i hele Movias område. Det er lykkedes at få opladere på rutens endestationer, så den kan køre hele ruten uden en opladning undervejs.
Fakta om elbusdrift:
· Movia har i alt 1126 busser kørende på Sjælland, Lolland Falster og Møn, heraf er 565 elbusser
· Movia står for busdriften på 375 linjer, og det er på 158 buslinjer, der kører elbusser
· Movias busser kører 107.589.895,57 km/året, hvoraf 51.037.833,78 km bliver tilbagelagt af elbusser.