Movia arbejder for, at alle borgere kan opleve en tilgængelig offentlig transport. De elektriske ramper, som Movia sammen med kommuner og regioner på Sjælland introducerer i busserne, gør det nu lettere for kørestolsbrugere og gangbesværede at komme af og på bussen.

    DSC6115.JPG

Copyright: Movia. Movia sætter strøm til ramperne og gør bussen mere tilgængelig.

Movia, Danmarks største trafikselskab, annoncerer nu sin nyeste opgradering til busflåden. En opgradering, som vil gøre offentlig transport mere tilgængelig og inkluderende for alle passagerer. Siden 15. oktober i år har det nemlig været muligt at støde på elektriske ramper på udvalgte buslinjer. Movias busser af ældre dato er udstyret med manuelle ramper, som kræver, at mennesker med bevægelseshandicap skal have en hjælper med, der kan løfte rampen ud og ind ved af- og påstigning. Med de elektriske ramper kan kørestolsbrugere og borgere med andre fysiske udfordringer nu selv aktivere rampen og klare sig med mindre hjælp.

“Vi er stolte over at kunne introducere elektriske ramper i vores busser. Det er ikke blot en teknisk forbedring, men også en hjertesag for Movia at skabe en mere tilgængelig rejseoplevelse for alle vores passagerer,” udtaler Marlene Holmgaard Fris, Movias direktør for kunder og kommunikation.

“Det er et stort skridt i retning af at opfylde vores målsætning om at levere en service, der er tilgængelig for alle borgere.”

 Et længe ventet ønske 

Det er bl.a. Movias eget tilgængelighedsforum, som har peget på behovet for de elektriske ramper. Og på baggrund af input fra forummet, er det blevet besluttet, at alle Movias buslinjer fremover udbydes med et krav om elektriske ramper. Det betyder, at selvom det i første omgang kun er på udvalgte buslinjer, man kan støde på el-ramperne, så vil det gradvist, i takt med at busserne udskiftes, blive udbredt til alle Movias busser.

Movias busser er ikke de første i Danmark til at køre med elektriske ramper. Allerede i 2015 introducerede FynBus elektriske ramper. Midttrafik har også et par års erfaring med el-ramper på udvalgte buslinjer. Det har længe været et ønske fra passagererne, at Movia kunne tilbyde en tilsvarende service. Derfor har Movia fulgt erfaringerne fra Fynbus og Midttrafik nøje for at sikre de bedste vilkår for introduktionen af elektriske ramper i busserne på Sjælland og øerne.

De elektriske ramper vises frem 

11. oktober 2023 afholdt Movia en fremvisning af de elektriske ramper for aktører, som arbejder med tilgængelighed, eller som selv har et fysisk handicap. Arrangementet var planlagt i samarbejde med Ishøj Kommune og Vikingbus A/S og foregik ved et nedlagt stoppested.

På dagen blev der testet forskellige typer af hjælpemidler, og Kirsten Rolfsager, som til hverdag kører en baghjulstrukken elektrisk kørestol, fandt ud af, at det nu er muligt for hende at komme ombord via den elektriske rampe. Hun plejer ellers altid at have sin hjælper med, som kan hjælpe hende med at komme ind i bussen. Conny Friis, som bruger en rollator, er rigtig glad for, at det nu bliver lettere for hende at komme ombord.

“Det kan godt være lidt for tungt for mig at skulle løfte rollatoren op i bussen. Men nu kan jeg jo bare trille lige ind,” udtaler hun.

Buschaufføren og vognmanden var også stolte af den nye bus og glade for muligheden for at vise den frem. Og rampen blev da også kørt frem og tilbage en del gange i løbet af arrangementet, så alle kunne prøve at køre ind og ud og afprøve, om det var rarest at bakke eller køre forlæns ned ad rampen – hvilket i øvrigt viste sig at være en smagssag og et spørgsmål om, hvordan hjælpemidlet er affjedret.

    DSC6101.JPG

Copyright: Movia

 DSC6082.JPG

Copyright: Movia

Hvor findes de elektriske ramper? 

Det er et krav fra Movias side, at alle nye busser skal udstyres med elektriske ramper. Men da udskiftningen sker gradvist i takt med at busserne omstilles til elbusser, skal man i første omgang en tur til Københavns, Frederiksberg, Tårnby, Dragør, Gladsaxe, Allerød, Ballerup, Frederikssund, Furesø, Hillerød eller Lyngby-Taarbæk Kommune, hvis man vil ud at køre med en bus med elektrisk rampe. Allerede i december udvides flåden til også at omfatte Brøndby, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Rødovre, Helsingør og Ringsted Kommune.

Det er ikke alle busser i kommunerne, der har elektriske ramper endnu, og derfor anbefales det, at passagerer holder sig opdateret på Din Offentlige Transports hjemmeside under handicapinformation. Her vil Movia løbende opdatere listen over de buslinjer, der kører med elektriske ramper.