Læring, pædagogik og dannelse har altid stået centralt i Hanne Leth Andersens karriere. Den 9. april fylder hun 60 år.
Roskilde Universitets rektor Hanne Leth Andersen har altid været optaget af at skabe de bedst mulige uddannelser for de studerende.
Undervisningen og det pædagogiske har været gennemgående i hendes akademiske karriere. Hun har tidligere været ansat på bl.a. Københavns Universitet, på Aarhus Universitet som prodekan og som direktør for CBS Learning Lab. Men det er de pædagogiske principper, projektarbejdet og tværfagligheden, der er kendetegnende for Roskilde Universitet, som er hendes hjerteblod.
Frankofil og frankofon uddannelsesekspert
Hanne Leth Andersen har været rektor på Roskilde Universitet siden 2014. Hun har i sin tid som rektor fastholdt sit faglige engagement i sprog og i uddannelsespolitik.
Hanne Leth Andersen har bl.a. markeret sig i debatten om et nyt optagelsessystem på universiteterne, som tager toppen af præstationskulturen i gymnasiet. En god læringskultur skal give plads til at eksperimentere, begå fejl og følge egen motivation og talent – i modsætning til en instrumentel læringskultur, hvor man vælger fag og retning efter, hvad der bedst kan betale sig for at få et så højt gennemsnit som muligt, mener Hanne Leth Andersen.
I 2021 blev hun udnævnt til ridder af Æreslegionen i Frankrig, Légion d’honneur. Det er Frankrigs højeste orden. Frankrig er kendt terræn for Hanne Leth Andersen. Hun har en ph.d. i fransk sprog, taler og skriver flydende fransk, og betegner sig selv som ‘frankofil’. Hun er formand for den internationale bedømmelseskomité Nouveau Cursus Universitaires, der i 2017-2018 forestod udvælgelsen af fyrtårnsprojekter for den franske stat, til udvikling af universitetsuddannelserne i Frankrig. Samlet blev projekterne støttet med 1,9 mia. kr. af det franske ministerium for videregående uddannelse, forskning og innovation.
Tilsvarende er hun tilknyttet Finlands Akademi i spørgsmål om de finske universiteters strategiplaner og samarbejde på tværs, ligesom hun er medlem af Det Norske Forskningsråds internationale Advisory Board.
Hanne Leth Andersen har været medlem af en lang række ekspertgrupper og udvalg. Hun har bl.a. været formand for den arbejdsgruppe under Undervisningsministeriet, der kom med anbefalinger til en national sprogstrategi, og medlem af regeringens ekspertudvalg for karakterskalaen. Hun bestrider pt. bestyrelsesposter på Herlufsholm, Arken, Folketeatret og Den Danske Naturfond. Sideløbende med sit virke som rektor har hun udgivet en række forskningsartikler og bøger om uddannelsessystemet, kvalitet, nytte og dannelse, eksamen og sprogundervisning.
Modernisering af uddannelser
Senest har Hanne Leth Andersen stået i spidsen for en omfattende uddannelsesreform på Roskilde Universitet. 170 kombinationsmuligheder bliver fra 2022 og 2023 til 30 tværfaglige kandidatuddannelser, der skal have dybere tværfaglighed, tættere samspil mellem forskning og undervisning og være lettere at formidle til erhvervslivet.
Hanne Leth Andersen er den eneste kvindelige rektor blandt landets otte universitetsrektorer. Det kræver sin kvinde, vil nogen mene, men sådan er det ikke for Hanne Leth Andersen. Som uddannelseskonsulent og tidligere kollega Lene Tortzen Bager sagde i en portræt-artikel om Roskilde Universitets rektor i Information sidste år:
“Hanne har et enormt mod – lidt Pippi Langstrømpe-agtigt”.
Kort om Hanne Leth Andersen:
• Rektor på Roskilde Universitet
• Mag.art. i romansk filologi, ph.d. i fransk sprog
• Professor i universitetspædagogik
• Bosat på Frederiksberg
• To voksne sønner