Tirsdag den 29. august inviterer Frederiksberg Kommune til borgermøde om budget 2024. Budgetforslaget blev offentliggjort den 22. august.

I løbet af efteråret skal medlemmerne af Frederiksberg Kommunalbestyrelse forhandle om det kommende års budget. Derfor inviterer Frederiksberg Kommune til borgermøde om budget 2024 i Kedelhallen, tirsdag den 29. august fra klokken 19 – 22. 

Alle er velkomne, og man kan enten vælge at deltage i hele arrangementet fra kl. 19 – 22, i første halvdel af programmet fra kl. 19.00 – 20.15 eller i anden halvdel af programmet fra kl. 20.35 – 22.00.

På mødet får deltagerne overblik over Frederiksberg Kommunes økonomi, og der bliver rig lejlighed til at stille spørgsmål og tilkendegive holdninger, inden de politiske forhandlinger starter.

Budgetforslaget kan læses på frederiksberg.dk/budget2024 fra tirsdag den 22. august.

Borgmester Michael Vindfeldt (S) håber på at se mange til borgermødet:

”Sidste år vedtog vi et meget stramt budget, fordi der var akut brug for at genoprette økonomien. Den indsats bærer frugt, men Frederiksberg er i lighed med mange andre kommuner fortsat meget udfordret økonomisk, blandt andet fordi udgifterne til det specialiserede områder bare stiger og stiger. Desværre er der ingen tegn på, at regeringen har forståelse for situationen og er indstillet på at hjælpe, så vi skal igen i år træffe svære valg og prioriteringer. Derfor opfordrer jeg alle til at møde op og give os politikere nogle gode input forud for forhandlingerne,” siger han.

Det er også muligt at sende skriftlige kommentarer til budgetforslaget på budget24@frederiksberg.dk  Fristen er 1. september klokken 12. Kommentarerne formidles videre til kommunalbestyrelsen forud for budgetforhandlingerne.

Program for borgermødet

  • Kl. 19.00: Velkomst ved konstitueret kommunaldirektør Nina Eg Hansen
  • Kl. 19.05: Indlæg af borgmester Michael Vindfeldt
  • Kl. 19.15: Status på budget 2024 ved konstitueret kommunaldirektør Nina Eg Hansen
  • Kl. 19.30: Temacaféer runde 1
    – Skoler og klubber
    – Kollektiv trafik og energi
    – Social- og arbejdsmarkedsområdet
  • Kl. 20.15: Pause
  • Kl. 20.35: Temacaféer runde 2
    – Dagtilbud
    – Ældre og sundhed
    – Kultur og fritid
  • Kl. 21.20: Spørgsmål i plenum
  • Kl. 21.40: Afrunding ved borgmester Michael Vindfeldt

Fakta – tidsplan for Budget 2024

  • 22. august: Budgetforslaget offentliggøres på Frederiksberg Kommunes hjemmeside
  • 29. august: Borgermøde om budget 2024 i Kedelhallen, Nyelandsvej 75A
  • 4. september: Kommunalbestyrelsens førstebehandling
  • 8.-10. september: Kommunalbestyrelsens budgetkonference
  • 20. september: Frist for de politiske partiers ændringsforslag
  • 9. oktober: Kommunalbestyrelsen vedtager budget 2024

Frederiksberg Kommune. 

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk