Drømmer du om at prøve benene i landevejscykling? Eller vil du gerne i gang med at løbe? I dag får du mulighed for begge dele, når to helt nye motionstilbud starter op med en festlig markering i Frederiksberg Idrætspark kl. 18. Alle er velkomne.
Det skriver Frederiksberg Kommune i en pressemeddelelse.
I dag får borgere på Frederiksberg to helt nye muligheder for at dyrke idræt i fritiden: GoRun Frederiksberg er et motionsløb for alle løbehastigheder. Løbetræningen giver gode oplevelser i et fællesskab, hvor alle kan være med.
Skal der være mere fart over feltet, starter motionscykelløb med CPH Riders op samme dag fra KU.BE på Dirch Passers Allé. Træningen er for begyndere og letøvede, og der er ingen krav om en spritny racercykel, hvis bare kørelysten er intakt.
De to aktiviteter er optakt til et samarbejde mellem Frederiksberg Kommune og idrættens hovedorganisationer Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI inden for den fælles vision ”Bevæg dig for livet”.
Visionen har som mål, at 75 procent af danskerne skal være idrætsaktive i år 2025 og Frederiksberg er udset som såkaldt ” visionskommune”, hvor kommunen og foreningerne lægger kræfterne sammen for at løfte idrætsdeltagelsen.
Borgmester Jørgen Glenthøj glæder sig til at tage hul på samarbejdet med de to nye aktiviteter:
”På Frederiksberg arbejder vi målrettet med at udvikle nye faciliteter og i det hele taget skabe en by, som appellerer til, at borgerne bevæger sig. Så jeg glæder mig altid over nye tiltag, som kan få endnu flere til at motionere”.
Formand for Kultur- og Fritidsudvalget Morten Jung supplerer:
”Vi har sat os ambitiøse mål for det kommende samarbejde, og jeg synes, vi lægger flot ud med de her to nye motionstilbud. Jeg skal selv løbe med i GoRun, og jeg håber at vi bliver rigtig mange, for det er altså sjovere at løbe sammen”.
De to aktiviter starter op fra henholdsvis Frederiksberg Idrætspark og KU.BE. Deltagerne mødes kl. 18.00 i Frederiksberg Idrætspark til et festligt arrangement med kort åbningstale af borgmester Jørgen Glenthøj.
Efter i dag vil der være GoRun den første lørdag i måneden kl.9.30 året ud.
Fællestræningerne med CPH RIDERS fortsætter resten af sæsonen med KU.BE som et af flere faste mødesteder. Næste træningsgang bliver onsdag 12. april kl. 17:00-19:00.
Program for GoRun Frederiksberg opstart
- Kl. 17.30: Fælles start på Etape København fællestræning for alle fem hold (hold 1 – 5, som er inddelt efter hastighed). Vi opfordrer folk til at møde op allerede kl. 17.15. Hold 4 og 5 holder sig i området omkring idrætsparken og løber tilbage til Frederiksberg Idrætspark, så de kan være der kl. 18.00
- Kl. 18.02: Kort tale ved Frederiksbergs borgmester – inde på Frederiksberg Idrætspark ved atletikbanen. Deltagere på hold 4 og 5 samt alle GoRun deltagere er med her
- Kl. 18.07: Fælles start på ”GoRun” v. Kenneth Havndrup. Hold 4 og 5 fra Etape København deltager i ”GoRun”
- Kl. 19.00: Forventet afslutningstidspunkt for motionsløbet
Arrangører: FIF Atletik, Frederiksberg Idrætsunion, Frederiksberg Kommune og DGI Storkøbenhavn
Program for motionscykling med CPH Riders opstart
- Kl. 17:30 -17.45: Fælles infomøde på ”Kom godt i gang med landevejscykling – Gratis fællestræning”. Fælles opsamlingssted: Alle interesserede motionscykelryttere mødes ved KU.BE, Dirch Passers Allé 4, 2000 Frederiksberg
- Kl. 17.45 – 18.00: De fremmødte triller ned til Frederiksberg Idrætspark
- Kl. 18.02: Kort tale ved Frederiksbergs borgmester – inde på Frederiksberg Idrætspark ved atletikbanen. Deltagere på motionscyklingen er med her
- 18.07: Fælles start på motionscykling
- Kl. 20.00: Forventet afslutningstidspunkt for motionscyklingen
Arrangører: DGI Storkøbenhavn