Det er fortsat politiets vurdering, at der er en igangværende konflikt i det københavnske rocker- og bandemiljø. Københavns Politi har derfor besluttet at forlænge de tre visitationszoner, der blev etableret for 14 dage siden.
For at skabe tryghed for borgerne og forhindre nye, voldelige handlinger forlænger Københavns Politi de tre visitationszoner, der blev etableret den 18. januar 2024. Zonerne dækker områder på Nørrebro, Frederiksberg, Amagerbro og Brønshøj og Husum.
Zonerne blev oprettet efter drabet på en 22-årig mand, og Københavns Politi mener, at drabet har tilknytning til den igangværende konflikt mellem to grupperinger i det københavnske rocker- og bandemiljø.
Visitationszonerne indebærer, at politiet uden konkret mistanke kan foretage stikprøvevisitationer af personer og biler, der befinder sig i zonen. Siden de blev oprettet den 18. januar er 210 personer blevet visiteret. Der er fundet eller beslaglagt ni stikvåben eller andre våben, og seks personer er blevet sigtet for våbenbesiddelse.
”Visitationszonerne er en del af vores indsats for at forebygge nye hændelser. Det handler både om vores øgede tilstedeværelse i zonerne og om at få fjernet knive og våben fra de kriminelle miljøer. Borgerne må ikke være i tvivl om, at deres tryghed og sikkerhed står øverst på vores dagsorden, og vi bruger alle de værktøjer, vi har for at få lagt en dæmper på den aktuelle konflikt,” siger chefpolitiinspektør Søren Thomassen fra Københavns Politi.
Visitationszonerne er nu gældende fra torsdag den 1. februar 2024 kl. 17 til torsdag d. 15. februar 2024 kl. 17 i tre geografisk afgrænsede områder. Få overblikket her.
Beslutning om forlængelse af tre visitationszoner i Københavns Politikreds (PDF)
Zone 1: Rosenørns Alle – Vodroffsvej – Danas Plads – Danasvej – Thorvaldsensvej – Hostrupsvej – Sankt Nikolaj Vej – Falkoner Alle – Jagtvej – Borups Allé – Mågevej – Glasvej – Frederiksborgvej – Bisiddervej – Lygten – Tagensvej – Rovsingsgade – Vermundsgade – Lersø Parkallé – Jagtvej – Tagensvej – Blegdamsvej – Fælledvej – Nørrebrogade – Peblinge Dossering – Åboulevard.
Zone 2: Amagerbrogade – Uplandsgade – Strandlodsvej – Øresundsvej.
Zone 3: Marbjergvej – Frederikssundsvej – Ærtebjergvej – Hustoftevej – Storegårdsvej – Bystævnet – Kobbelvænget – Gadelandet – Åkandevej – Frederikssundsvej – Terløsevej – Gislingevej.