Som optakt til Kulturnatten, vil klokkenist Peter Langberg afholde koncert fra Rådhustårnet kl. 17.30-18.00.

Foto: ABW

Program

Jef Denyn: Præludium in g-mol

(1862-1941)

Eric Satie: 1 ère Gymnopédie (arr. Ulrik Rasmussen)

(1866-1925)

Isaac Albeniz: Præludiun opus 232 (arr. Marcel Siebers)

(1860-1909)

Bent Fabricius-Bjerre: “Matador” (arr. Peter Langberg)

(1924-2020)

Robert Byrnes: On the San Antonia River

(1949-2004)

Robert Lannoy: Præludium no. II

(1915-1979)

Jef Denyn: Postludium in d-mol

(1862-1941)

Peter Langberg R (f. 21.08.1945) . Organist, Pianist, Klokkenist, Musikpædagog.

Peter Langberg begyndte sin musikalske uddannelse med organist- og diplomeksamen fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 1968. Herefter stod den på et års videregående orgelstudier hos Gaston Litaize i Paris fra 1969 til 1970 og orgeldebut fra konservatoriets solistklasse i 1970, inden Peter Langberg supplerede med musikpædagogisk eksamen med hovedfag i orgel i 1971, hovedskoleeksamen i klaver i 1972 og kantoreksamen i 1973. Desuden fulgte han studier i klokkespil ved Den Franske Klokkenistskole i Douai og sluttede i 1981 med diplom som ”Maitre Carillonneur” med udmærkelsen ”Madaille d’Or.”

Sideløbende med studierne i Paris var Peter Langberg organist ved Den Danske Kirke, og da han returnerede til Danmark, blev han organist i Taastrup Nykirke (1970-76), timelærer på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (1971-79) og docent i orgel ved Statens Institut for blinde (1976-83).

Herefter fulgte et par år som organist i Odder Sognekirke (1978-80), imens han grundlagde Løgumkloster Kirkemusikskole, hvor han var rektor fra 1979 til sin pension i 2009. Han fungerer fortsat som underviser ved Kirkemusikskolen i fagene: Orgel, Klokkespil, samt arrangement og komposition for klokkespil.

Fra 1980 til 2005 var han stadsklokkenist ved Kong Frederik IX’s Klokkespil. I dag er han organist i Brede pastorat, ved 7 kirker i den syd vestligste del af Sønderjylland, klokkenist på Århus Rådhus og assisterende klokkenist ved Vor Frelsers Kirke i København, hvor han – på vegne af Løgumkloster Kirkemusikskole – underviser klokkenister pt. fra Danmark, men i perioder også fra Norge, Estland og forskellige Europæiske lande.

I løbet af sin karriere har Peter Langberg givet orgel- og klokkespilskoncerter over det meste af Europa, og han har gennemført 35 koncertturnéer i Nordamerika, og afholdt klokkespils mesterkurser i Norge og Australien. Han har indspillet adskillige grammofonplader og Cd’er for soloorgel, orgel med fløjte og sang samt for to organister – blandt andet samtlige værker af César Frank. Derudover har han komponeret og udgivet en række værker for kor, orgel, orgelduet, klokkespil, klaver, sang og viola, og han har udgivet en række faglige artikler i blandt andet danske Stiftsårbøger. Peter Langberg blev udpeget til æresmedlem af den nordamerikanske klokkenistorganisation, GCNA. Han blev desuden slået til Ridder af Dannebrog den 8. januar 2007 af Hendes Majestæt, Dronning Margrethe II.

Kilde.