Torsdag var Brøndsalen i Haveselskabets Have omdrejningspunkt for kickoff på Danmarks første, store professionelle haveudstilling – Cph Garden 2017. Her blev udstillere, fagfolk, haveentusiaster og pressen præsenteret for det imponerende og omfattende program.
Cph Garden 2017 – som kommer til at foregå i Valby Parken fra 21. til 25. juni 2017 – er arrangeret af Haveselskabet, der – udover at eje Haveselskabets Have ved Frederiksberg Have – er en forening som rummer mere end 30.000 entusiastiske og haveglade medlemmer.
Med et bugnende program og otte store showhaver, mange mindre ikonhaver, mere end 200 udstillere og en lang række arbejdende værksteder og foredrag kan både fagfolk og haveentusiaster til næste sommer opleve det ypperste inden for nordisk havetradition.
Du kan læse meget mere om Cph Garden hos Haveselskabet. Her kan du også allerede nu købe billetter.