30 nye børn er lige trådt ind på måtterne i dojo’en og 12 voksne har indskrevet sig på begynderhold. Det går rigtig godt for Københavns Karateklub. Gennem snart fire årtier er klubben vokset til at være Danmarks næststørste karateklub med 310 medlemmer og en karateklub med en meget høj andel af kvindelige medlemmer, som udgør 40%.
Martin Bille Hansen grundlagde klubben for snart 40 år siden på Mariendalsvej. Han havde trænet hjemme i Nykøbing Falster og da han kom til hovedstaden for at studere, savnede han sin træning så meget, at han startede sin egen klub i 1985. I begyndelsen foregik træningen i forskellige gymnastiksale på Frederiksberg, indtil klubben kunne overtage lokalerne på Mariendalsvej. Casper Petersen overtog derefter chefinstruktør-posten og har været på posten siden 2004.
I 2025 kan klubben fejre et bemærkelsesværdigt 40-års jubilæum og Frederiksbergfonden har støttet festkassen med 25.000 kr. Jubilæet markeres den 5. april med et Gasshuku (træningssamling) for klubbens medlemmer og gæster udefra og efterfølgende afholdes reception i klubbens lokaler.
Mere end fysisk træning
Klubben har 25 instruktører, der underviser i dojo’en på Bernhards Bangs Allé 27, hvor klubben har haft flotte træningsfaciliteter siden 2005. Her tilbydes undervisning indenfor en af de ældste karatestilarter, Okinawa Goju-Ryu Karate-Do, to gange om ugen til medlemmer på mange niveauer og med forskellige fysiske og mentale forudsætninger. Her kan man begynde til træning som seksårig og klubbens ældste er en kvinde på over 80 år.
Karatetræningen handler langt fra kun om det fysiske. Der lægges meget vægt på det sociale liv i klubben, fortæller bestyrelsesmedlem og instruktør, Vibeke Vedenlov.
”Vi er en kampsportsklub, ja, men vi lægger vægt på, at vi tager os af hinanden, viser gensidig respekt og passer på hinanden – det gør vi meget ud af. Vi laver også fælles arrangementer, f.eks. skal vi snart have fastelavn, hvor både børn og voksne blander sig på tværs af bæltgrader og lærer hinanden at kende.”
Det er heller ikke usædvanligt at børn begynder at træne og så bliver deres forældre også fristet af sporten. Det er Vibeke Vedenlov selv et eksempel på. Sønnen træner ikke længere, men Vibeke har holdt ved siden 2014 og lyder ikke som en, der ville undvære sporten og det sammenhold, der er i klubben.
I sommer var hun også en af dem, der rejste med til Okinawa, en lille ø syd for Japan, hvor netop denne stilart indenfor karate opstod i 1800-tallet og siden bredte sig til hele verden. Her mødtes karatekæmpere fra hele verden, der dyker netop den form for karate.
Hun har sin egen teori om, hvorfor klubben fortsætter med at vokse og særligt oplever en tilgang af børn, som udgør 60% af medlemmerne.
”Karate giver børn muligheden for at lære nye færdigheder og opnå mål, som øger deres selvtillid. Både børn og voksne oplever fremskridt i de udfordringer, de har og når det lykkes, opbygger det mere selvtillid, tillid til andre og en vis stolthed over egne præstationer. Den succesoplevelse styrker selvværdet og giver dem en tro på deres egne evner, både i og uden for dojo’en,” siger hun.