Julen og den mørke vintertid er højsæson for indbrud. Derfor samarbejder Frederiksberg Kommune med politiet om kampagnen ”Indbrudstyve elsker åbent hus”, som skal få flere til at indbrudssikre hjemmet.
Borgmester Simon Aggesen (C) bakker op om kampagnen, der med tre effektive råd til borgerne vil gøre livet svært for indbrudstyvene: ”Det er rigtig ubehageligt at komme hjem og opdage, at man har haft besøg af indbrudstyve, men det er heldigvis nemt at forebygge, hvis bare man ved hvordan. Derfor håber jeg, at mange vil lægge mærke til kampagnen og følge de gode råd om, hvordan man sikrer sit hjem mod indbrud”, siger han.
Kampagnen ”Indbrudstyve elsker åbent hus” kan ses i plakatsøjler rundt om i byen i uge 51 og 52 og på Frederiksberg Kommunes Facebook-side.
Konceptet er udviklet i samarbejde mellem Frederiksberg Kommune, Københavns Kommune, Københavns Politi, Bo Trygt og Det Kriminalpræventive Råd.
Kampagnens tre gode råd mod indbrud:
Nabohjælp virker – hold øje i din opgang og nabolag
Lås din entredør, gadedør og dør på køkkentrappen
Tænd lys eller brug tænd/sluk ure, når du ikke er hjemme.