Et meget stærkt felt af kandidater var nomineret til Teaterflisen i 2024, men det var en spinkel 90-årig kvinde, der fredag 30. august forsigtigt tog kosten og fejede grenene væk, der skjulte hendes Teaterflise på Frederiksberg Allé.

Jytte og sønner – Peter og Lars Mygind. Fotograf Dan Møller

Afsløringen af årets Teaterflise fredag eftermiddag var som altid en folkefest med et stort publikum af glade mennesker, som, foruden at hylde Jytte Abildstrøm som årets prisvinder, kunne opleve Daimi med ensemble for fuld udblæsning samt tidligere prisvinder i 2002, Peter Mygind på scenen. I rollen som både vært og hendes yngste søn bidrog han til at give sin mor en ekstraordinær og velfortjent fejring.

Rekordmange har i år været inde på www.teaterflisen.dk for at stemme på en af de otte nominerede til Teaterflisen 2024, og her var Jytte Abildstrøm ubetinget danskernes favorit viste den efterfølgende optælling af stemmer. Teaterflisens nomineringsjury var derfor ikke i tvivl om, at den overvældende opbakning skulle honoreres med den 27. Teaterflise på Danmarks svar på Hollywoods Walk of Fame på Frederiksberg Allé.

Her kan alle nu i mange år fremover glæde sig over Jytte Abildstrøms karikatur udført i bronze på fortovets nye granitflise. Hun modtog også 10.000 kroner og en miniatureudgave af fortovsflisen, der i lighed med alle øvrige Teaterfliser viser illustrator Jens Hages velkendte streg.

Finurlighed med alvor til generationer
Selvom det efterhånden er mange år siden, vi har set Jytte Abildstrøm på teaterscener, revyer, film, tv eller i dukketeateret, så har årets prismodtager sat et overbevisende varigt præg på dansk scenekunst. Hun har med stort komisk talent, finurlighed og sans for skæve idéer bevæget danskernes hjerte og hjerne gennem generationer. Ikke mindst på Teatret Riddersalen på Allégade på Frederiksberg, som hun tog initiativ til at genetablere og prægede i mere end 40 år.

Det helt store folkelige gennembrud fik hun på tv i slutningen af 1960érne i rollen som Norma, mor til Sonja fra Saxogade, og hun blev et glædeligt gensyn i filmen ”Flyvende farmor” i 2000.

Trods en uddannelse som tresproglig korrespondent fra Handelshøjskolen blev det netop det komiske og uperfekte, der i halvtredserne blev hendes vej ind et langt liv med drama.

”Jeg sagde til mine forældre, at jeg både vil blive klogere og have det sjovt, så jeg melder mig til Studenterrevyen. Så sagde mine forældre: ”du kan ikke sige replikker, du kan ikke synge og du ser ikke for godt ud”. Og det var jo rigtigt, men tænk så snublede jeg i et gulvtæppe og blev antaget.”

Og hun blev mere end antaget efterfølgende, for listen over film, revyer og forestillinger, Jytte Abildstrøm har medvirket i blev siden meget lang. Det har hun i sin lange karriere modtaget en lang række hæderspriser for og i 1990 blev hun Ridder af Dannebrog.

Men for Jytte Abildstrøm har hendes engagement sjældent været spas alene for morskabens skyld.

Som barn var hun ofte i teatret med sine forældre og både opvæksten og krigstiden formede den røde tråd i Jytte Abildstrøms mangeårige engagement – at der skal være konsekvens af såvel ordet som handling i det man laver. Det har spillet en mere eller mindre synlig rolle i alt, hvad hun har formidlet. Siden slutningen af firserne har det især været hendes drivkræft i forhold til klodens tilstand, og hun har i mere end 7.000 foredrag delt sine tanker om økologi og bæredygtig livsstil. Ligesom hun også var initiativtager til Det Økologiske Inspirationshus oven på Teatret Riddersalens værksted i Allegade 7. I dag er ejendommen under ombygning til at kunne fungere som nationalt hovedsæde for skolehaveforeningen Haver til Maver, som årets prisvinder også har været med til at skabe grobund for.

Samarbejdspartnere 
Teaterflisen 2024 afvikles i et samarbejde mellem Frederiksbergfonden, Jess Invest, Dansk Teater, Frederiksberg Kommune, FrederiksbergLiv, Frederiksbergmuseerne, Johnny Gehlsen, Restaurant Promenaden og Tuborg. 

Kort om Teaterflisen 
Teaterflisen på Frederiksberg Allé er en årlig prisuddeling, som har til formål at anerkende en skuespiller for en særlig markant kunstnerisk og gennemslagskraftig indsats inden for dansk teater, revy, musikteater samt film- og tv-skuespil. Teaterflisen kaldets også for ”Folkets Teaterpris”, da det er danskerne og ikke en jury, der kan stemme på de nominerede.  

Tidligere prisvindere:  
Lise Baastrup (2023) Preben Kristensen (2022), Mick Øgendahl (2021), Vivienne McKee (2020), Susse Wold (2019), Rasmus Bjerg (2018), Silas Holst (2017), Pilou Asbæk (2016), Bodil Jørgensen (2015), Trine Dyrholm (2014), Birthe Neumann (2013), Lisbet Dahl (2011), Lars Mikkelsen (2010), Ulf Pilgaard (2009), Anders Matthesen (2008), Søren Pilmark (2007), Ghita Nørby (2006), Nikolaj Lie Kaas (2005), Anders W. Berthelsen (2004), Bodil Udsen (2003), Peter Mygind (2002), Mads Mikkelsen (2001), Iben Hjejle (2000), Sidse Babett Knudsen (1999), Thomas Eje (1998), Niels Olsen (1997).  

Læs Frederiksbergfonden.

Fotograf Dan Møller
Jytte opfordrer Frederiksberg-borgmester Michael Vindfeldt til at lave halvdelen af Frederiksberg Have om til biodynamisk landbrug. Fotograf Dan Møller
Fotograf Dan Møller
Jytte afslører sin flise med Teaterflisens initiativtager Johnny Gehlsen. Fotograf Dan Møller.
Fotograf Dan Møller
Fotograf Dan Møller