Julen er måske den sværeste tid på året at komme igennem for anbragte børn eller familier med lavindkomst. I år er det særligt de stigende energipriser, der gør det svært for familier med lille indkomst at få pengene til at række. Som forælder kan det være et spørgsmål om, hvorvidt der overhovedet er råd til at købe en gave til sit barn, hvis der også skal være råd til julemad. Og for børn og unge, der må bo udenfor hjemmet på døgninstitutioner, er der ingen garanti for, at nogen på hjemmefronten sender en kærlig hilsen eller noget som helst andet, man ønsker sig i højtiden.

Heldigvis har vi på Frederiksberg en lang række organisationer, bl.a. Frelsens Hær og lokale initiativer, der netop gør en kæmpe indsats for at imødekomme et stigende antal ansøgninger om bl.a. julehjælp. Frelsens Hær har i år modtaget 15-20% flere ansøgninger om julehjælp end sidste år, og det er særligt de stigende energipriser, der i år slår bunden ud af ansøgernes rådighedsbeløb, lyder forklaringen.

Frederiksbergfonden har i år afsat næsten 400.000 kroner for at kunne bidrage til at julen bliver hjerternes fest for lidt flere. Fonden har en mangeårig tradition for at støtte organisationer som bl.a. Frelsens Hær, Røde Kors og Børnenes Kontor, der ansøger om donationer for at kunne yde julehjælp til borgere på Frederiksberg.

Læs mere på på frederiksbergfonden.dk

Foto: SDL