​I dag underskrives partnerskabsaftalen mellem Region Hovedstaden og Dräger Danmark A/S, som er en del af den tyske koncern Dräger, om udviklingen af et intelligent system til at monitorere patienter på enestuer. Samarbejdet mellem regionen og Dräger er det første af sin slags i det danske sundhedsvæsen. ​

Foto ABW

Enestuer giver den enkelte patient privatliv og mulighed for at være mere sammen med familie og venner i en svær situation. Samtidig er der mere ro og mulighed for at få sovet ordentligt. Men de nye enestuer giver sundhedspersonalet flere stuer at besøge, og personalet skal fortsat sikre, at patienterne ikke falder ud af sengen eller viser tegn på forværring.

Derfor har Region Hovedstadens Indkøbsafdeling og innovationsteamet på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital igangsat et større arbejde med at afdække det fulde behov for monitorere og følge patienter på enestuer. Behovsafdækningen har resulteret i en – for sundhedsvæsenet – ny form for udbud, innovationspartnerskabet, hvor virksomheder er inviteret til at byde på et udviklingssamarbejde, som skal foregå i tæt samarbejde med regionens sundhedspersonale.

Teknik giver en hjælpende hånd
Dräger Danmark A/S har vundet retten til at indgå i innovationspartnerskabet, og regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S), som fra sidelinjen har fulgt det store forberedende arbejde, glæder sig til at gøre samarbejdet officielt med sin underskrift på partnerskabsaftalen med Dräger.

”Innovation og udvikling af intelligente hjælpemidler er en forudsætning for, at fremtidens sundhedsvæsen med flere ældre kronisk syge patienter og færre medarbejdere skal kunne tilbyde samme høje kvalitet i behandling og pleje. Derfor har jeg store forventninger til dette og fremtidige lignende innovationssamarbejder,” siger Lars Gaardhøj.

Modsat tidligere traditionelle udbud har det nye innovationspartnerskab den fordel, at virksomheder ikke kun får mulighed for at byde ind med eksisterende produkter, men også får mulighed for at samarbejde med hospitalet i en udviklingsproces. Det skaber en tættere relation mellem virksomheden og sundhedsvæsenet og sikrer, at de løsninger, der udvikles, er præcist tilpasset det danske sundhedsvæsens behov.​

Indsigt i hverdagen på en afdeling
Dräger Danmark A/S har på lige fod med de øvrige tilbudsgivere deltaget i flere aktiviteter som en del af en omfattende udbudsproces.

”Vi er vant til et tæt samarbejde med klinisk personale, men innovationspartnerskabet bliver en helt anderledes proces, som vil give en helt unik forståelse af, hvilke behov regionens afdelinger har, og hvordan den konkrete løsning derfor skal se ud. At vi får umiddelbar adgang til personalets hverdag, deres erfaringer og refleksioner, forventer vi, får afgørende betydning for udviklingsprocessen og den endelige løsning,” fortæller Line Vibe, Adm. direktør for Dräger Danmark A/S

Udviklingsforløbet og samarbejdet mellem Dräger og Region Hovedstaden indledes på Geriatrisk Afdeling på Bispebjerg Hospital og Gastroenheden på Hvidovre Hospital. Sundhedspersonalet har været involveret i hele forløbet, og de vil fortsat have den vigtigste stemme i rummet.

”Det er helt afgørende for os, at vores medarbejdere har tillid til den løsning, der udvikles. De har ansvaret for patienterne, og de skal være helt trygge ved teknologien, hvis de skal kunne læne sig op ad den. Derfor sætter vi også stor pris på det engagement, som de mange involverede kliniske medarbejdere møder projektet med. Det er et krævende arbejde, men med deres engagement, så har vi mulighed for at udvikle et system, som kan få betydning i hverdagen på mange sengeafdelinger,” fortæller Marie-Helene Olsen, vicedirektør på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Faktaboks

  • Innovationspartnerskabsudbuddet samler udvikling og efterfølgende indkøb i én ramme, hvilket gør processen enklere og mere attraktiv for virksomhederne.
  • Innovationspartnerskabet består af en aftale om udvikling af en løsning til opfyldelse af en række behov, der knytter sig til monitorering af patienter på Region Hovedstadens hospitaler, samt en indkøbsaftale (rammeaftale) der giver ordregiver mulighed for at indkøbe den udviklede løsning efterfølgende.
  • Efter endt udviklingsperiode skal der forefindes en færdig løsning, som Region Hovedstaden vil kunne indkøbe til allerede aftalt pris. Den samlede maksimale indkøbsværdi af aftalen over fire år for Region Hovedstaden er estimeret til 225 mio. kr.

Kilde Region Hovedstaden.