Frederiksberg Kommune svarer på kritik fra tidligere HR-chef.
____________________________________________________________________
I dag har vores tidligere HR-chef bragt et opslag på LinkedIn, hvor der bliver fortalt om en konkret krænkelsessag fra efteråret 2022 og rettet alvorlig kritik mod Frederiksberg Kommune.
Vi tager sagen meget alvorligt og undskylder for de konsekvenser, den har haft for vores tidligere HR-chef. Frederiksberg Kommune tolererer ikke krænkende adfærd, og vi har en meget klar politik på området. I forhold til den konkrete sag, vores tidligere HR-chef nævner, modtog Frederiksberg Kommune dengang juridisk rådgivning hos Kommunernes Landsforening (KL) om håndteringen. Frederiksberg Kommune har fulgt denne rådgivning til punkt og prikke over for den ansatte, der begik krænkelsen.
I lyset af dagens kritik har borgmesteren dog indstillet til Magistraten, at det bliver vurderet, om den pågældende sag skulle have været håndteret på anden vis. Magistraten tiltrådte indstillingen. I opslaget på LinkedIn nævner vores tidligere HR-chef også, at der skulle være en uacceptabel kultur på Frederiksberg Rådhus. Derfor tog borgmesteren initiativ til, at Magistraten også drøftede mulighederne for at iværksætte en ekstern undersøgelse. Magistraten var enige i, at der skal iværksættes en ekstern undersøgelse.