Frederiksberg skal have en ny bystrategi, der skal vise retning for byens fysiske udvikling i de kommende 15 år. Derfor inviterer kommunen alle borgere til at bidrage med deres håb, forventninger og drømme.
Fra mandag 20. marts vil medarbejdere fra Frederiksberg Kommune invitere borgere på gaden til at fortælle om deres syn på Frederiksberg, som byen er nu og om deres håb og ønsker for fremtiden. Samtidig kan alle interesserede gå ind på Frederiksberg Kommunes hjemmeside og udfylde et spørgeskema og give deres mening til kende der.
Borgmester Michael Vindfeldt (S) lægger vægt på, at borgerne bliver spurgt allerede inden arbejdet med at lave strategien går i gang for alvor.
”Det er borgernes by, så når kommunalbestyrelsen skal lave en langsigtet strategi, skal vi selvfølgelig spørge dem først. Frederiksberg er en mangfoldig by med mange forskellige mennesker og plads til alle. Det synes jeg byen skal blive ved at være. Derfor skal byen udvikle sig på en måde, så den også i fremtiden danner en god ramme for alle os der bor her, uanset hvem vi er og hvilken livssituation, vi er i. Her er det afgørende, at vi får så mange input som muligt,” siger han.
Formand for kommunens by- og erhvervsstrategiske udvalg, Lone Loklindt (RV) glæder sig til forløbet går i gang, og hun håber på, at mange vil fortælle om deres ønsker til fremtidens Frederiksberg:
”Det her handler om at sætte retning. Om at få nogle pejlemærker for, hvad borgerne, virksomhederne, foreningerne og alle de andre store og små aktører i byen lægger vægt på. Og på det fundament skal vi politikere så udarbejde en bystrategi, der fører os godt ind i fremtiden. Det er super vigtigt arbejde, for Frederiksberg er ikke blevet Frederiksberg af sig selv; det er et resultat af mange års visioner og indsatser. Det er dét arbejde, vi fører videre nu, og det gøres bedst med inddragelse af byens mange forskellige mennesker,” siger hun.
Forslaget til Frederiksberg Bystrategi 2023 forventes at være klar i efteråret, hvor det kommer i høring i otte uger. Også her vil der være inddragelse af borgerne, blandt andet ved tema-vandringer i byen. Strategien besluttes endeligt inden årets udgang og træder i kraft 1. januar 2024.
Alle kan bidrage med idéer til fremtidens Frederiksberg fra mandag den 20. marts på www.frederiksberg.dk/bystrategi
Fakta Frederiksberg Bystrategi 2023
- er en plan- og bæredygtighedsstrategi, som ifølge planloven skal laves hvert fjerde år
- sætter retning på kommunens fysiske udvikling de kommende år
- afløser den gældende planstrategi ”Frederiksbergstrategien”
- udmøntes gennem kommuneplan og lokalplaner