Kender du en eller flere medarbejdere i Frederiksberg Kommunes skoler og institutioner, der gør en forskel i forhold til at fremme stærke fællesskaber mellem børn og unge, og som fortjener byens årlige anerkendelse Columbusægget? Så nominer din kandidat på www.frederiksberg.dk/columbusæg

En gang om året uddeler Frederiksberg Kommunalbestyrelse to Columbusæg til medarbejdere, der har gjort en særlig indsats på børne- og ungeområdet. Alle er velkomne til at nominere deres kandidat på Frederiksberg Kommunes hjemmeside. Fristen er den 10. maj 2023.

Borgmester Michael Vindfeldt (S) opfordrer til, at alle, der har en kandidat i tankerne, går ind og nominerer vedkommende:

”Der er så mange dygtige medarbejdere på byens skoler, i vuggestuer, børnehaver og SFO’er, som gør en kæmpe indsats for at give vores børn en god og tryg hverdag, hvor de udvikler sig så meget som muligt. Arbejdet med børn og unge er blandt de allervigtigste jobs, der findes, og derfor håber jeg også, at rigtigt mange vil gribe muligheden for at indstille en medarbejder, som de synes gør det ekstra godt, og som derfor fortjener en helt særlig anerkendelse,” siger han.

Der kan gives ét æg til en medarbejder eller en gruppe af medarbejdere på en skole. Ligeledes gives der ét æg til en medarbejder eller en gruppe af medarbejdere i et dagtilbud. Et helt dagtilbud kan også indstilles til at modtage Årets Columbusæg. Det eneste krav til den indsats, der nomineres, er, at det skal være en særlig indsats, der er med til at fremme stærke fællesskaber mellem børn og unge.

Netop fællesskabet udgør et vigtigt element i arbejdet med børn og unge, understreger formanden for Frederiksberg Kommunes Undervisningsudvalg, Ruben Kidde (RV):

”Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at styrke fællesskaberne, fordi de spiller en helt afgørende rolle for børn og unges trivsel og udvikling. Derfor lægger vi stor vægt på netop dette kriterium, når vi uddeler Årets Columbusæg, men inden for den ramme er der frit slag for, hvilke indsatser, der kan nomineres,” siger han.

Når nomineringsfristen udløber 10. maj, vil undervisningsudvalget og børneudvalget indstille deres forslag til vindere, og det er kommunalbestyrelsen, der træffer det endelige valg.

Formand for Frederiksberg Kommunes Børneudvalg, Anja Lundtoft, glæder sig til at læse nomineringerne:

”Medarbejderne på vores institutioner gør en kæmpe indsats for byens yngste og deres forældre. De fortjener mest mulig anerkendelse, og derfor håber jeg, at vi får rigtigt mange nomineringer, så det bliver så svært som muligt for os i udvalget at kåre en vinder” siger hun.

De to Columbusæg uddeles til august, og indtil da er det hemmeligt, hvem modtagerne er.

Læs mere på www.frederiksberg.dk/columbus

Foto ABW

Kilde.