Sommeren nærmer sig, og erfaringsmæssigt medfører det ofte udfordringer med støj og høj musik – særligt i grønne åndehuller og langs havnefronten. Københavns Politi opfordrer alle til at vise hensyn og skrue ned. Spiller man musik til gene for andre, risikerer man både at få en bøde og at få beslaglagt sit anlæg.

Temperaturerne stiger langsomt, og i takt med at vejret bliver bedre, rykker flere ud og bruger byens attraktive parker, havnefront og andre oaser. Det plejer at betyde flere udfordringer med støj og høj musik i de sene aften- og nattetimer. Det så vi særligt under coronanedlukningen. Selvom vi ikke oplevede lige så store støjproblemer sidste sommer, vil Københavns Politi gerne minde folk om at tage hensyn.

”Vi ser desværre stadig, at nogle skruer for højt op for volumen på deres soundbox, når vejret bliver varmere. Men det er jo ikke alle, der deler din musiksmag og ønsker at være en del af din fest. Derfor vil vores patruljer også denne sommer holde øje med, at festerne ikke stikker af i byens grønne områder, så alle kan holde ud at være her,” siger ledende politiinspektør og chef for beredskabet i Københavns Politi Peter Dahl.

Bryder man reglerne og larmer, så det er til væsentlig gene for andre, risikerer man både en bøde og at få beslaglagt sit musikanlæg.

”I bund og grund handler det om sund fornuft. Er du i tvivl, om du spiller for højt, så gør du det nok. Så skru ned og vis hensyn, så vi alle kan være i byen – både dem der vil have en sjov og sen aften, og dem som skal tidligt op på arbejde dagen efter,” siger Peter Dahl.

Pressemeddelse Københavns Politi. 

Foto ABW