Vestegnens Kraftvarmeselskab (VEKS), Centralkommunernes Transmissionsselskab (CTR) og Ørsted har med en hensigtserklæring taget det første formelle skridt til at udnytte overskudsvarme fra CO2-fangst og Power-to-X på Avedøreværket til fjernvarme og dermed på sigt bruge færre træpiller.
I forbindelse med det igangværende udbud for CO2-fangst og lagring planlægger Ørsted at etablere CO2-fangst på Avedøreværkets halmfyrede kedel og på Asnæsværket. Avedøreværkets halmfyrede kedel er udpeget til at skulle opfange og levere en del af CO2’en til de første faser af Power-to-X-projektet ’Green Fuels for Denmark’, hvor ambitionen er at udvikle grønne brændstoffer til skibs- og luftfart. Avedøreværkets halmfyrede kedel kan også levere CO2 til lagring samt fungere som hub for andre aktører med CO2-udledning i hovedstadsområdet.
Hvis der opnås økonomisk opbakning fra det igangværende udbud for CO2-fangst og lagring samt til Power-to-X-projektet, så både ’Green Fuels for Denmark’ og CO2-fangstprojektet realiseres, vil både processen for CO2-fangst og den senere proces for produktion af grønne brændstoffer skabe store mængder overskudsvarme, som kan udnyttes i hovedstadens fjernvarmeforsyning.
Parterne har nu underskrevet en hensigtserklæring, som er første skridt i en aftale om at levere overskudsvarme fra Avedøreværket til CTR og VEKS.
Ole Thomsen, Senior Vice President med ansvar for Ørsteds kraftværksforretning, siger: ”Jeg er glad for, at vi deler ambitionen om at udnytte overskudsvarmen fra produktion af grønne brændstoffer og CO2-fangst til fjernvarme i hovedstadsområdet. Det vil være overskudsvarme fra en proces, der bruger strøm fra en havmøllepark og CO2 fra halm fra lokale marker til at lave grønne brændstoffer til tung transport. Så kan fjernvarmen nærmest ikke blive grønnere.”
Morten Stobbe, VEKS’ vicedirektør siger: ”Med overskudsvarme fra de nye teknologier styrker vi grøn fjernvarme og udbygger samtidig hovedstadens flerstrengede fjernvarmesystem. Det giver robusthed og viser i praksis, at fjernvarmen er omstillingsparat og et vigtig tandhjul i sektorkoblingen.”
Kamma Eilschou Holm, administrerende direktør for CTR, siger: ”Det er rigtig glædeligt, at vi nu ser konturerne til nogle store anlægsprojekter, der på sigt kan gøre os mere uafhængige af den certificerede biomasse, som vi ved, vil være en knap ressource.”
’Green Fuels for Denmark’-projektet forventes at have 100 MW elektrolysekapacitet klar fra 2025 og 250 MW fra 2027, og Ørsted vil i så fald påbegynde fangst af bæredygtig CO2 fra halmkedlen i 2025. VEKS og CTR deler interessen for at nå de danske klimamål om reduktion af CO2 allerede fra 2025, og CO2-fangst på Avedøreværket er derfor første skridt.
Den halmfyrede enhed på Avedøreværket omdanner årligt ca. 130.000 tons lokalt indkøbt halm til el og varme. Halmen er et restprodukt fra landbruget. Selve CO2-fangstprocessen fra halmkedlen forventes at generere ca. 48 MW overskudsvarme svarende til ca. 15.000 husstandes årlige forbrug.
Kombinationen af at bruge halm som brændsel og udnytte overskudsvarmen fra både CO2-fangstprocessen og ’Green Fuels for Denmark’-projektets anden fase af produktion af grønne brændstoffer på 250 MW vil give op til 260 MW fjernvarme, hvilket svarer til ca. 60.000 husstandes årlige forbrug. Det medfører både grøn og konkurrencedygtig fjernvarme til hovedstaden.
En fremtidig investeringsbeslutning for CO2-fangstprojektet er betinget af, at der opnås økonomisk opbakning fra det igangværende udbud for CO2-fangst og lagring, eller at de dele af ’Green Fuels for Denmark’-projektet, der omhandler produktion af e-metanol og e-kerosen, bliver realiseret. Derudover skal VEKS, CTR og Ørsted indgå en endelig aftale om udnyttelse af overskudsvarmen.