Ny budgetaftale i Københavns Kommune afsætter 450 millioner kroner til etablering af CO2-fangst i hovedstaden.
Den nye budgetaftale på Københavns Rådhus er godt nyt for den grønne omstilling af hovedstaden og et stort skridt mod CO2-fangst i København ifølge HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab. Budgetaftalen er indgået mellem Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF, Venstre, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, og de afsatte midler til CO2-fangst vil medvirke til, at HOFOR kan afgive et bud på Energistyrelsens støttepulje.
CO2-fangst på Amagerværket, der producerer fjernvarme og el til hovedstadsområdet, vil kunne fjerne op mod 900.000 tons CO2 fra atmosfæren og dermed skabe et positivt CO2-regnskab for landets største kommune. Til sammenligning forventes transportsektoren i København at udlede omkring 600.000 ton CO2 i 2026.
I aftalen afsætter politikerne fra de syv partier på tværs af Borgerrepræsentationen 450 millioner kroner, der skal fremme CO2-fangst og udvikling af vedvarende energiproduktion i København. En beslutning, som glæder HOFORs bestyrelsesformand:
“Det er et fantastisk vigtigt skridt, når et bredt politisk flertal i København har sat penge af til CO2-fangst og arbejdet med at opfylde kommunens ambitiøse målsætning om at skabe en CO2-positiv kommune i 2035. At fange og lagre CO2 – i stedet for at udlede den i atmosfæren – bidrager markant til Københavns Kommunes nye klimaplan. Og dermed også til, at Danmarks samlede udledninger kommer tættere på regeringens 2030-mål om en reduktion i CO2-udledningen på 70 pct. Det er jeg – både som HOFORs bestyrelsesformand og borger i København – meget stolt over at bidrage til,” siger Susanne Juhl.
Arbejdet med CO2-fangst er kun et af flere tiltag, der skal give en flerstrenget og fremtidssikret varmeforsyning i København, som samtidig belaster klimaet mindst muligt. Senest har HOFOR fortalt om en flere milliarder kroner stor satsning på nye varmepumper, der skal drives af blandt andet grøn strøm fra vindmøller og solcelleparker. Denne udvikling understøtter den nye budgetaftale, når der afsættes penge til at gøre Københavns Kommunes bygninger klar til fremtiden med lavtemperatur i fjernvarmen.
Fakta
- Borgerrepræsentationen bad i efteråret 2023 HOFOR om at stå i spidsen for at sikre et konkurrencedygtigt bud til Energistyrelsens kommende tilskudspuljer til CO2-fangst.
- HOFOR afsøger i øjeblikket mulighederne for at etablere et CO2-fangstanlæg på Amagerværket i København.
- Energistyrelsen forventes at åbne deres udbud til CCS-støttepuljen i efteråret 2024, mens tildeling af støtte til de udvalgte selskaber ifølge Energistyrelsens nuværende plan vil ske i første halvdel af 2026.
- Hvis HOFOR tildeles støttemidler fra staten, kan anlægget efter den nuværende, kompakte tidsplan stå klar i 2030.
- Potentialet ved CO2-fangst på Amagerværket er op imod 900.000 tons hvert år.
- Transportsektoren i København forventes at udlede omkring 600.000 ton CO2 i 2026 og ca. 400.000 ton CO2 i 2035.