En indledende analyse af HOFORs havvindmøller på Middelgrunden viser, at fundamenter og tårne kan holde i mange år endnu. Nu afventer det banebrydende pilotprojekt blot myndighedernes godkendelse, der skal sikre, at møllerne fortsat kan producere grøn strøm.
Der er mindst 30 gode år endnu i tårne og fundamenter i den ikoniske havvindmøllepark på Middelgrunden ud for København. Det viser en analyse, som R&D Engineering har lavet for HOFOR.
Det er godt nyt for HOFOR, som arbejder på at forlænge havvindmøllernes levetid – hvilket ikke er sket før i danske farvande.
Med deres placering i en blød bue lige ud for København er havvindmøllerne på Middelgrunden blevet et vartegn for den grønne omstilling i hovedstaden – samt et yndet udflugtsmål, når Danmarks erfaringer inden for vindmølleteknologi skal promoveres over for udlandet.
“Vi har inspiceret møllerne og analyseret grundigt, hvordan standen er på alle de enkelte dele og elementer af tårn og fundamenter. Som forventet er den strukturelle integritet generelt god her efter cirka 20 års drift,” forklarer Peter Winther, der er Key Account Manager hos R&D Engineering, og fortsætter:
“Nogle dele af fundamenterne kan holde i flere hundrede år endnu, og vi vurderer konservativt, at hele fundamentet mindst kan holde til cirka 35 års fortsat drift. Mens tårnet mindst kan holde til cirka 30 års fortsat drift – hvis de tekniske dele af møllerne, som er mere udsat for slitage, bliver renoveret eller udskiftet. Det gælder bevægelige dele som gearkasse og vinger. Med nogle mindre tiltag, for eksempel periodisk inspektion af kritiske detaljer, vil det være muligt at forlænge driftsperioden yderligere med mindst 10 år for tårnet og 20 år for fundamentet.”
Analyserne er udført som del af et EUDP-støttet pilotprojekt, som går ud på at finde en model for, hvordan det er muligt – ved hjælp af restaurering og genanvendelse – at lægge op til flere årtier til levetiden på havvindmøller, som nærmer sig pensionsalderen.
Levetidsforlængelse af havvindmøller er ikke gjort før i Danmark. Men det giver rigtig god mening, da det kan spare mange tusinde tons materialer, især beton og stål i fundamenter og mølletårne, som udgør langt størstedelen af en vindmølle. Samtidig er det de dele, der er bygget mest robust, og som bliver udsat for mindst slitage.
Afventer tilladelse fra myndigheder
HOFOR er nu klar til at gennemføre det arbejde, der kan sikre, at møllerne på Middelgrunden fortsat kan producere grøn strøm efter år 2026, hvor den nuværende driftstilladelse udløber. HOFOR afventer dog myndighedernes godkendelse af projektet, som er nødvendig for at møllerne kan fortsætte driften.
“Vores projekt er afhængigt af, at Energistyrelsen forlænger møllernes driftstilladelse i en tilstrækkelig lang årrække. Hvis vi kun kan få tilladelse til at forlænge driften i for eksempel 5-10 år, vil det blive svært at få økonomien i projektet til at hænge sammen,” siger Jan Kauffmann, der er direktør for Økonomi og Forretning i HOFOR, og slutter:
“Vores nuværende driftstilladelse gælder i 25 år, og den udløber om cirka fem år. Vi håber derfor, at vi snart kan få en afklaring på, hvor længe møllerne kan fortsætte med at være i drift. Vi er de første, der forsøger at levetidsforlænge havvindmøller i Danmark. Lovgivningen giver mulighed for at forlænge driftstilladelsen, men reglerne er uklare. Der findes ingen nuværende praksis for denne type projekter, og derfor er vi i tæt dialog med myndighederne. Vi håber naturligvis, at det ender med en afgørelse, der gør det attraktivt at levetidsforlænge ældre havvindmøller i stedet for at bygge nye. Det sikrer en optimal ressourceudnyttelse – og i sidste ende det laveste CO2-aftryk.”
Hvis alt går vel, forventer HOFOR at kunne påbegynde levetidsforlængelse af vindmøllerne på Middelgrunden i løbet af næste år.