Skoler, familier og daginstitutioner på Frederiksberg kan glæde sig til særlige teateroplevelser i børnehøjde til maj. Teatret Riddersalen med sin mangeårige tradition for børneteater som stedets tidligere teaterleder og netop afdøde Jytte Abildstrøm skabte med stor kærlighed og kreativitet, har i år endnu mere på programmet for det yngste publikum.

Den internationale teatergruppe Xirriquiteula Teatre fra Barcelona gæster Frederiksberg og giver børn og familier nye oplevelser. Foto:Sonja Lovdal

Selvom både Riddersalen og mange andre har ære i, at Danmark er berømt for sit børneteater, så er der også meget sublimt børneteater i udlandet som sjældent udfolder sig herhjemme. Springfestival er derfor etableret med en ambition om at samle det bedste fra ind- og udland på en festival dedikeret til international scenekunst, dans og musik for børn og unge. Festivalen er arrangeret af det lille storbyteater ZeBU på Amager i samarbejde med Børnekulturhus Ama’r og Amager Kulturpunkt.

Oplev teatergruppe fra Barcelona
Med støtte fra Frederiksbergfonden har Riddersalen og Springfestival 2025 kunnet indgå et samarbejde, der betyder at to af festivalens forestillinger laver en afstikker til Riddersalen på Allégade. Her kan opleves internationalt teater af høj kunstnerisk kvalitet den 18.-20.maj, når den internationale teatergruppe Xirriquiteula Teatre fra Barcelona gæster Frederiksberg og giver børn og familier nye oplevelser.

I Riddersalens have opføres forestillingen Giraffer, der dramatiserer en giraffamiles møde med omgivelserne og dens anderledes måde at betragte byen på. Indendørs på Riddersalens scene kan publikum opleve teatergruppens forestilling Vai Via om kontrabassisten Rita i en scenefortælling om overlevelse, eventyr, håb og glæden ved at leve. Begge forestillinger er et åbent tilbud til alle børn og familier, og nogle af forestillingerne er øremærket til lokale daginstitutioner og skoleklasser på Frederiksberg, der gratis får en festivaldag.

Vil man opleve endnu mere, så har Springfestival et endnu større program at dykke ned i. Der venter i alt 70 opførelser af ni udenlandske og ni danske teaterforestillinger, et internationalt seminar, teaterpædagogiske læringsaktiviteter, workshops og meget andet, der henvender sig til børn, unge og deres forældre samt alle, der arbejder professionelt med at skabe scenekunst til den målgruppe og puste til deres drømme.

Kilde Frederiksbergfonden