79 ud af 10.556 virksomheder på Frederiksberg har deltaget i DI´s årlige undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. ”Kom og fortæl, hvor skoen trykker,” siger borgmester.
Frederiksberg Kommunes borgmester Michael Vindfeldt (S) undrer sig over resultatet af DI´s erhvervsvenlighedsundersøgelse, der viser en tilbagegang for kommunen i sammenligning med andre af landets kommuner.
”Det er ikke det billede, jeg har af kommunens forhold til byens virksomheder. Tværtimod lægger vi ekstremt stor vægt på samarbejdet og dialogen. Frederiksberg har 10.556 virksomheder, hvoraf 79 har svaret i undersøgelsen. Jeg inviterer gerne sammen med viceborgmester Lone Loklindt (RV) repræsentanter for samtlige 79 virksomheder på en kop kaffe og en god snak om, hvor skoen trykker,” siger han.
Formand for Frederiksberg Kommunes By- og Erhvervsstrategiske Udvalg og formand for Frederiksberg Erhvervsråd Lone Loklindt lægger vægt på, at der ved årsskiftet blev gennemført en organisatorisk ændring, der medfører, at hele fire politiske udvalg under kommunalbestyrelsen arbejder med at skabe de bedst mulige rammer for virksomhederne.
”Virksomhederne skal føle sig kommet i møde af kommunen i alle sammenhænge, og det arbejder vi kontinuerligt på at sikre. Dialogen med erhvervslivet bliver helt klart styrket af den nye politiske organisation, ikke mindst med By- og Erhvervsstrategisk Udvalg, som lægger op til maksimalt samarbejde med erhvervslivet om udviklingen af byen,” siger hun.