3. klasses elever i Frederiksbergs skoler er i fuld gang med at male kunstværker med et af Frederiksbergs mange vartegn og dronningen som motiver. Malerierne udstilles på Frederiksberg Bibliotek fra den 12. til 20. marts, hvorefter et af dem udvælges som gave til dronningen i anledning af hendes 80 års fødselsdag. Det skriver Frederiksberg Kommune i en pressemeddelse.
Der er fernisering for malerierne den 12. marts klokken 10-11 på Frederiksberg Hovedbibliotek, og alle er velkomne til at deltage. Her kan deltagerne se de unge kunstneres fortolkninger af dronningen og zoo-tårnet, Frederiksberg Slot, KU.BE, Frederiksberg Rådhus eller andre af byens vartegn. Når udstillingen er slut den 20. marts offentliggøres det, hvilket maleri der skal være gaven til dronningen.
Borgmester Simon Aggesen (C) glæder sig til at se malerierne, når han åbner ferniseringen den 12. marts: ”Dronningen er selv kunstner, og derfor er det en meget passende gave at forære hende et maleri. Samtidig synes jeg, det er en spændende og kreativ opgave for eleverne at udvælge og male et særligt Frederiksberg-motiv og et portræt af dronningen,” siger han.
To af kunstnerne inviteres med til den ceremoni, hvor malerierne overrækkes til dronningen sammen med tilsvarende malerier fra alle andre kommuners tredje klasser.